Foreningens navn:
Foreningens navn er RUMÆNIENSPROJEKTET AF 1992 - Landsorganisationen til støtte af rumænske børnehjem i Banat-provinsen.
Foreningens hjemstavnskommune er Gladsaxe Kommune.
§ 2
Foreningens formål.
Foreningens formål er:
at støtte initiativer, der kan forbedre dagligdagen og fremtidsmulighederne i Banat-provinsen
- primært for børn og unge, der er eller har været tilknyttet de af foreningen udvalgte børnehjem : Centrul pentru Sprijlnirea Integrarli Famillale si Profesionale a Tinerilor Timosoara (tidligere CP 2),
Complex de Servicil Specializate Lugoj (tidligere CP 3 og CP 4), Complex de Servicil Specializate Gavojdia (tidligere CP 6)
og Complex de Servicil Specializate pentru l Copilul cu Probleme Psiho-Sociale Lugoj (tidligere CP 10).
Desuden Complex de Servicil Specializate pentru Copilul cu Dizabililtati Recas
(tidligere CP 8), og Complex de Servicil Specializate pentru Copilul cu Handicap tidligere CP 11) på særlige vilkår.
- sekundært for børn og unge på andre børneinstitutioner og hospitaler i det område,
hvor foreningen arbejder
- at medvirke til, at ethvert barn og enhver medarbejder på de nævnte institutioner får en dansk kontaktfamilie,
-- sekundært kan foreningen også støtte ældre borgere i Banat-provinsen,
- at koordinere aktiviteterne i de allerede etablerede grupper af medlemmer og evt. medvirke til etablering af yderligere grupper,
- at sørge for kommunikation og information
- mellem grupperne indbyrdes
- mellem foreningen og grupperne
at ar§3§ 3
§3
Medlemmer :
Som medlemmer af foreningen kan optages personer over 18 år og virksomheder, der er interesseret i foreningens formål. Det er ikke en forudsætning for medlemskab, at medlemmet deltager aktivt i opfyldelse af foreningens formål.
For at få kontakt til et barn skal man være fyldt 23 år. Virksomheder har dog ikke mulighed for at få kontakt til et barn.
Medlemmer, der har kontakt til et barn på et af de i § 2 nævnte børnehjem, eller i en fosterfamilie, er forpligtet til at underrette foreningens forretningsudvalg, hvis kontakten ophører - uanset hvad ophøret skyldes.
§ 4
Organisation.
Foreningen er organiseret med et antal grupper af medlemmer. Grupperne er sammensat efter interesseområde eller efter geografisk placering.
Medlemmerne opfordres til at tilslutte sig en eller flere af disse grupper eller evt. at oprette nye grupper, idet informationer fra forening til medlemmer fortrinsvis formidles gennem disse grupper.
Nye grupper skal godkendes af bestyrelsen. Ingen gruppe må arbejde i foreningens navn eller markere et tilknytningsforhold til foreningen, inden den er godkendt af foreningens bestyrelse.
§ 5
Aktiviteter.
Grupperne kan igangsætte aktiviteter, men intet medlem er forpligtet til at deltage i sådanne aktiviteter.
Medlemmer eller grupper af medlemmer, som planlægger fællesaktiviteter i form af indsamlinger, fællestransport af pakker, breve eller personer o.lign., er forpligtet til at orientere forretningsudvalget om de planlagte aktiviteter og indhente forretningsudvalgets accept, inden de iværksættes.
Forretningsudvalget skønner, om orienteringen skal viderekommunikeres til andre grupper for enten at inspirere til tilsvarende aktiviteter eller for at undgå indbyrdes konkurrence mellem grupperne.
Bestyrelsen kan efter forretningsudvalgets indstilling nedlægge forbud mod en planlagt aktivitet, hvis den skønnes uforenelig med foreningens formål eller interesser.
§ 6
Generalforsamling :
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i sidste halvdel af november.
I lige årstal holdes generalforsamlingen øst for Storebælt og i ulige årstal vest for Storebælt.
Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved bekendtgørelse i medlemsbladet Mână in Mână senest 2 uger før generalforsamlingen. Sammen med indkaldelsen skal følge dagsorden, det reviderede årsregnskab og eventuelle forslag, som skal behandles på generalforsamlingen.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punktér :
1. |
Valg af dirigent |
2. |
Valg af stemmetæller |
3. |
Bestyrelsens beretning |
4. |
Forelæggelse af regnskab |
5. |
Forelæggelse af budget med forslag til kontingent for det kommende år |
6. |
Indkomne forslag |
7. |
Valg af formand |
8. |
Valg af bestyrelsesmedlemmer |
9. |
Valg af 1. og 2. suppleant |
10. |
Valg af revisor og revisorsuppleant |
11. |
Eventuelt |
Forslag, der ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 20. september. Forslagene udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
§ 7
Ekstraordinær generalforsamling.
Såfremt mindst 1/5 af medlemmerne eller mindst 4 bestyrelsesmedlemmer begærer det, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, dog max. 2 gange årligt. Generalforsamlingen skal afholdes senest 6 uger efter, at begæringen herom er modtaget af bestyrelsen. Begæringen skal være skriftligt begrundet.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære generalforsamling.
Begrundelse og eventuelle forslag skal udsendes sammen med indkaldelsen.
§ 8
Generalforsamlingsbeslutninger.
En generalforsamling kan kun træffe beslutning om emner, der er på den dagsorden, der er udsendt med indkaldelsen.
§ 9
Økonomi :
Foreningens økonomi baseres dels på medlemskontingentet, som fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling, og dels på frivillige gaver og/eller indsamlinger til fælles formål, iværksat af forretningsudvalget.
Når betingelserne herfor anses for opfyldt, skal bestyrelsen ansøge Told- og Skattestyrelsen om, at foreningen godkendes som berettiget til at modtage gaver med fradragsret for giverne med deraf følgende mulighed for fritagelse for arveafgift.
Udgifterne til fællestransporter i forbindelse med rumænske børns ferieophold i Danmark eller pakketransporter til Rumænien skal fortrinsvis betales af de medlemmer, der benytter transporterne. Hvad ferierejserne angår, skal der altid være en arbejdskapital på ca. 15% af årets rejseudgifter, som er nødvendig for rejsernes gennemførelse. Foreningen betaler for egen del af transporterne, og kan derudover yde generelle - men ikke individuelle - tilskud til transporterne.
I tilfælde af restance med kontingentbetaling fra et medlem, vil enhver anden indbetaling (f. eks. børnerejser, ekstra pakke o.l. ) fra dette medlem i første række gå til dækning af den manglende kontingentindbetaling og resten til hel eller delvis dækning af andre formål bestemt af medlemmet.
De enkelte grupper kan, såfremt de skønner det formålstjenligt, fastsætte eget kontingent og oprette konti i pengeinstitutter til egne formål. Gruppernes økonomi er uafhængig af foreningens.
§ 10
Administration.
Foreningens administration skal fortrinsvis udføres af bestyrelsen, evt. suppleret med frivillig ulønnet medhjælp.
Bestyrelsen kan dog antage lønnet medhjælp, hvis den finder det fornødent, og udgiften er indeholdt i det godkendte budget.
Bestyrelsen og de af bestyrelsen nedsatte udvalg samt den valgte interne revisor opppebærer intet honorar, men kan få direkte udgifter samt ekstraudgifter til telefon o.l. i forbindelse med arbejdet refunderet efter specificeret regning.
§ 11
Regnskab :
Foreningens regnskabsår løber fra 1/9 - 31/8.
Kasserer skal foranledige årsregnskabet udarbejdet, så det er klar til revision senest den 25. september.
Bestyrelsen kan lade regnskabet udarbejde af extern revisor.
Foreningens regnskab revideres af såvel den generalforsamlingsvalgte revisor som den externe revisor inden den 15. oktober.
§ 12
Stemmeret :
Hvert medlemskab giver ret til én stemme på generalforsamlingen.
Hvis medlemskabet omfatter en familie, har familiens medlemmer taleret på generalforsamlingen, men familien har kun 1 stemme. Hvis der ønskes 1 stemme pr. familiemedlem, må hvert familiemedlem tegne personligt medlemskab.
For at opnå stemmeret på en generalforsamling skal medlemskab dokumenteres ved forevisning af kontingentkvittering ved indgangen.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Dog kan hvert medlem højst repræsentere i alt 2 stemmer (inklusive sig selv) på generalforsamlingerne.
Fuldmagter, der skal være skriftlige, præsenteres for generalforsamlingens adgangskontrol eller for dirigenten ved generalforsamlingens begyndelse. Adgangskontrollen eller dirigenten registrerer og påtegner fuldmagterne. Påtegningen er dokumentation for, at der kan udleveres stemmeseddel til den befuldmægtigede.
§ 13
Foreningens ledelse.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer.
Rumæniensprojektet af 1992 tegnes af forretningsudvalget eller 5 bestyrelsesmedlemmer, der kan give fuldmagt til formand og kasserer, til hver for sig at tegne foreningen overfor foreningens bankforbindelser.
Formanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen.
De øvrige 6 medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at 3 er på valg hvert år, dog skal 4 afgå i 2004, nemlig de i 2002 valgte, og 4 skal afgå i 2005, nemlig de i 2003 valgte. Suppleanter for et år ad gangen.
Til formandsposten kan opstilles ethvert medlem, som har været medlem i 12 måneder forud for generalforsamlingen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær. Disse fungerer sammen med formanden som et forretningsudvalg. I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.
En suppleant, der indtræder i bestyrelsen i perioden mellem to generalforsamlinger, indtræder for den valgperiode, der var gældende for det udtrådte bestyrelsesmedlem.
Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, som har stemmeret på generalforsamlingen, og som har været medlem i mindst 6 måneder.
En kandidat til bestyrelsespost skal, for at kunne opstille til valg på en generalforsamling, indstillet af mindst 10 stemmeberettigede medlemmer.
Stillerne skal senest ved begyndelsen af behandlingen af dagsordenens pkt. 6 ifølge vedtægterne aflevere en stillerliste til dirigenten med kandidatens navn og medlemsnummer og med stillernes medlemsnummer og underskrift.
§ 14
Beslutninger.
Alle beslutninger, undtagen beslutning om vedtægtsændring og om foreningens opløsning, træffes ved almindelig stemmeflerhed: Ved stemmelighed i bestyrelse og i forretningsudvalg tæller formandens stemme dobbelt.
Beslutning om ændring af vedtægter kræver, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer, der er repræsenteret på generalforsamlingen, stemmer for ændringen.
Beslutning om foreningens opløsning kan vedtages efter reglerne for vedtægtsændringer. Beslutning om foreningens opløsning kræver dog vedtagelse med kvalificeret flertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 1 måneds mellemrum.
§ 15
Foreningens opløsning.
Hvis opløsning af foreningen vedtages med mindst 2/3 flertal af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer på begge generalforsamlinger, skal et eventuelt likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning tilfalde en anden forening, som har et alment velgørende eller på anden måde almennyttigt formål.
§ 16
Eksklusion.
Bestyrelsen kan træffe beslutning om eksklusion af et medlem, der er i restance med påtagne forpligtelser over for foreningen, eller som optræder til skade for foreningen. Eksklusion kræver 2/3 flertal i bestyrelsen. Kan dette ikke opnås, kan spørgsmålet om eksklusion forelægges på en generalforsamling, hvor afgørelse herom træffes ved almindelig stemmeflerhed.
§ 17
Medlemsfortegnelse.
Foreningens medlemsfortegnelse må kun offentliggøres internt i foreningen. Medlemmer, der ikke ønsker at få navn og adresse offentliggøres, må selv meddele det til bestyrelsen.
Bestyrelse, forretningsudvalg og andre, der arbejder for foreningen, må ikke videregive oplysninger, som de gennem deres arbejde for foreningen har fået om noget enkelt medlem, uden medlemmets samtykke.
§ 18
Hæftelse.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtigelse overfor foreningen udover kontingentforpligtigelsen.
§ 19
Protektor.
Bestyrelsen kan anmode en person, som skønnes at kunne tilføre foreningen yderligere omtale, reklame m.v., om at indtræde som protektor for foreningen.
§ 20
Foranstående vedtægter er efter revision af enkelte paragraffer vedtaget på foreningens generalforsamling den 16. november 2008 og gælder fra samme dato.
Til sidens top