Udslusningshjemmet


Rumæniensprojektet
af
1992

Hovedmenu  

Præsentation  

Vilkår for opholdet
Et eftertragtet sted
Det er særdeles eftertragtet blandt børnehjemsbørnene at komme til at bo på udslusningshjemmet, og ikke alle vil få tilbudt en plads. Kun de unge, som er seriøse nok til at kunne og ville indgå en handleplan vil få muligheden.
Vort personale har sidst på vinteren oplyst de forskellige børnehjem om, hvordan de unge, der er interesserede i at komme på Udslusningshjemmet, skal forholde sig.

For at blive optaget på hjemmet kræves en aktiv indsats af den unge selv. Enten skal den unge personligt skrive en ansøgning - stave- og grammatiske fejl er helt uden betydning, det er viljen, der tæller - eller personligt møde op og sige, at han/hun gerne vil bo der. Dette skal ske i løbet af det forår, hvor den unge ønsker at flytte ind i sensommeren.
Når vort personale ved, hvem der er interesseret, bliver vedkommende indkaldt til et personligt interview og en orientering om, hvad der forventes af beboerne.

Det er et krav, at unge på udslusningshjemmet er aktive. Hvis de ikke allerede har arbejde, skal de være aktivt arbejdssøgende. Der opfordres til fortsat skolegang, for de flestes vedkommende aftenskoler af forskellig slags, tekniske skoler, studenterkurser m.f. Vort personale hjælper med lektier, hvis det ønskes. Desuden skal de unge deltage i rengøring, indkøb og madlavning. Det er hårdt arbejde at bo hos os!
Kontrakt og handleplan
Når den unge er visiteret til hjemmet, bliver der opstillet en individuel handleplan. Heri beskrives målet med opholdet, og det præciseres, at der stilles krav til den unge som modydelse. Hvis de aftalte krav ikke overholdes, vil den unge ikke kunne fortsætte opholdet.

Kontrakten udfærdiges og underskrives af den unge og udslusningshjemmets leder.

Økonomi
Under opholdet modtager unge, som ikke har arbejde, et beløb svarende til en ufaglærts løn i Rumænien. Beløbet udbetales af udslusningshjemmet, og den unge skal betale for kost og logi. Det sidste er nærmest symbolsk, det svarer til ca. 50 kr. pr. måned. Pengene for logi går ind på en særlig konto, som bruges til køb af skolebøger m.m. Der foreligger naturligvis også nøje regnskab for denne konto. Hvor meget der skal betale i kostpenge regulerer de unge selv. De blive enige om, om de vil have én eller to retter mad o.s.v. - Den unge skal selv holde styr på sin økonomi under vejledning af vort personale.

Unge der har arbejde, betaler også for kost og logi. De disponerer selv over resten af deres indtægt, om ønsket under vejledning af personalet.

Ved endelig udflytning fra hjemmet har den unge mulighed for at blive hjulpet materielt og i nogen grad økonomisk. Det kan være i form af hjælp til forudbetaling af husleje eller lignende efter individuelt behov.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   Udslusningshjemmet