Da hjemmets personale forespurgte om muligheden for at erhverve et stykke jord til at beskæftige de unge, som det ikke var muligt at finde arbejde, var vor tanke at købe et stykke jord uden for byen Lugoj. Dette blev vi imidlertid kraftig frarådet, da sandsynligheden for, at de unge selv ville kunne høste frugten af deres anstrengelser, var minimal. Avlen ville blive stjålet. Derfor blev vort personale bedt om at holde øje med en have inden for bygrænsen.

Imidlertid opstod tanken om, at haven kunne kombineres med et mødre-hjælp/krisecenter. Haven kunne vi bruge, og huset kunne bruges til centret. Vi var i kontakt med Midtjyllandsgruppen ved Jørgen Byrgesen og Inger Brøndum, og de var med på idéen. På den måde ville der være liv på stedet, hvilket forhåbentligt ville afskrække mulige grøntsagstyve.

Huse og haver i Lugoj er meget dyre og de fleste udenfor vore muligheder. I september 2002 var et lille hus med en relativ stor have til salg. Det kunne pruttes ned til 115.000 d.kr..Jeg var i Lugoj i forbindelse med efterårstransporten. Udslusningshjemmets personale bedyrede, at det var lige, hvad de havde drømt om. Jeg konfererede med de medlemmer af projektgruppen, jeg kunne få fat i og med Jørgen Byrgesen og Inger Brøndum. Alle syntes, at vi skulle gå videre med det.

En del af pengene var kommet ind ved salg af jordlodder, og Jørgen Byrgesen lovede at overføre, hvad der på det tidspunkt var i Midtjyllandsgruppens kasse - ca. 20.000 kr. Resten måtte vi låne af Udslusningshjemmets driftsmidler, hvilket vi hverken var eller er glade for.

I Rumænien foregår en sådan handel kontant, så jeg bad foreningens kasserer, Peter Andersen, om at overføre beløbet til foreningens Eurokonto i Lugoj, hvor de står inflationssikrede. Der stod de så indtil lige før jul, da skødet endelig kunne skrives under. Alle på hjemmet var euforiske og meget paratet til straks at gå i gang, Imidlertid kunne huset først overtages i februar i år.

Grunden med huset er købt af Clementina Fonden, der er en dansk-rumænsk fond. Denne fond blev oprettet, da Udslusningshjemmet skulle købes. Gennem denne fond kan foreningen købe fast ejendom, legalt ansætte folk og drive forretning. I fonden står 1.225 kr., det er, hvad der ifølge rumænsk lov mindst skal stå i en fond. - så det er begrænset, hvor meget vi kan sætte til.

Rumæniensprojektet af 1992 har ikke betalt en krone til køb af hus og have. Grupperne har betalt alle pengene "af egen lomme", og da handelen er foregået kontant, kan ingen komme i klemme med noget.

Dagligdagen på Udslusningehjemmet går sin stille og rolige gang. De fleste af de unge passer deres arbejde og skolegang.

En af pigerne, Thimea, bad i sidste uge om at måtte bruge "dansker" køkkenet til at invitere sin chef og hans kone på besøg. Thimea lavede det så fint, dækkede fint bord og ordnede det hele selv. Det er stolt at have et sted at kunne invitere "fornemme" gæster hen'‘!

Sorin er blevet indkaldt til hæren. Han spurgte, om Udslusningshjemmet stadig måtte være hans hjem. I gruppen var vi enige: jo selvfølgelig, han har jo ikke andre steder. Vi støtter ham også med lidt lommepenge. Sorin er også blevet forfremmet - til hvad har jeg dårligt styr på, men han har fået en fin rød baret, og han skal fungere i brandslukningskorpset. Han ville gerne have nogle slægtninge til at overvære ceremonien, da han fik baretten. Han har ingen biologisk, kendt familie, men de unge samt Carmen og Adina drog derind med toget - nu havde han en stor familie.

Inden for den sidste måned har vi desværre måttet bortvise en ung mand. Han har hele tiden været vanskelig, har ikke kunnet holde et arbejde mere end et par dage, har haft vanskeligt ved at omgås de andre, skulkede fra sine pligter i huset, og til sidst var der enighed om, at vi blev nødt til at bede ham flytte. For Carmen var det så skrækkeligt, at hun sagde, at det var sidste gang, hun beder en ung om at flytte. Han forekom selv temmelig upåvirket af det. Heldigvis har han en ven fra børnehjemmet, som han kunne flytte hen til. Nu bor han uden for byen hos nogle ældre mennesker, hvor han hjælper med dyrene mod kost og logi.

Heldigvis er glæderne flest. Alle gymnasiepigerne bestod deres eksamen her til jul; det er flot i betragtning af, at de alle har arbejde ved siden af - på lige fod med unge, der bor i almindelige familier. Også de unge, der går på teknisk skole, klarer sig godt.

Så vi i gruppen er glade, og som jeg startede taknemlige for den støtte og velvilje, vi oplever i foreningen.