Nyhedsbrev til udslusningshjemmets venner.
Det er nu ca. et år
siden Teo, lederen fra hjemmets start, trådte tilbage. Han ønskede
at starte selvstændig virksomhed, - et kontor for oversættelser, han
er jo cand. mag. i engelsk.
Psykolog Carmen Dolog efterfulgte ham. Det var
en forandring af de gode. Carmen har været ansat næsten fra starten
af hjemmet, så hun kendte nøje sit fremtidige arbejde.
Vi i
gruppen er umådeligt glade for Carmen, hun er meget nærværende,
er til stede for den enkelte unge~ intet problem er for hende for småt eller
for stort, alt bliver taget alvorligt, der er kommet en mere åben stemning
i
huset. En af de unge piger græd, da hun hørte, at Carmen skulle
være leder, om årsagen forklarede hun, at så ville Carmen jo
nu bare sidde bag døren og lave regnskab.
Sådan er det ikke
gået! det er fast tradition, at de unge, når de kommer hjem fra arbejde
kommer på kontoret for at sige hej, smække sig lidt ned i sofaen og
fortælle lidt om deres arbejdsdag. Ligesom døren til personaleværelset
på 2. sal altid har stået åben, står døren til
kontoret nu åben undtagen, når noget alvorligt skal diskuteret.
Hjemmets
regler, der blev lagt fra starten gælder naturligvis stadig. De unge skal
arbejde, de skal lære at stå op om morgenen, så de kan møde
til tiden, de af dem, der også går i skole, skal også passe
den, de skal komme til det ugentlige fællesmøde, hvor ugens menu
bliver fastlagt, hvor det bliver fastlagt, hvem der forventes at gøre hvad,
hvor alt stå åbent til diskussion, f.eks. kan en person gøre
vrøvl over, at køkkenet ikke er efterladt rent, jeg tror, at det
er et fast emne hver uge! - og mange, mange andre emner bliver taget op. Andre
regler, som det er tilladt at have besøg i weekenden, hvis det i forvejen
er aftalt med personalet, er stadigt gældende.
Som noget nyt er indført,
at der hver torsdag aften er et møde, som vore fire ansatte på skift
står for. De unge foreslår selv, hvilken emner de gerne vil tale om,
f.eks. foreslog Nadia, at hun gerne ville have,. at de skulle tale om tobak, det
var Carmens tur til at lede mødet, hun er selv ryger, jeg glæder
mig til at læse referatet fra det.
Vi i udslusningsgruppen får
to gange om måneden referater af, hvad der sker i huset. Referat fra de
unges møder, referat fra personalemøder, så vi er godt orienteret
om, hvad der foregår. Desuden får vi hver måned regnskab over
hver en lei, der er brugt. Dette regnskab er inden vi får det revideret
af en lokal revisor, denne revision er et rumænsk lovkrav. De unge betaler
for at bo på hjemmet, ikke ret meget, men de skal lære, at det koster
noget at bo. Den unge skriver under på, at han/hun har betalt pengene. Huslejepengene
går i en cigarkasse, disse penge har vort personale lov til at disponere
over til f.eks. forskelligt skolemateriale til de skolesøgende, til fødselsdagsfester,
til at få haven pløjet med hest og plov hvert efterår o. lign..
Vi får også regnskabet med de unges underskrifter for indbetalinger
og kvitteringer for alt, hvad der bliver brugt. Jeg har stor tillid til at intet
går forkerte steder hen!
Desuden har vi en kasse med ca. 3.000 - 4.000
kr., som er vor "lånekasse". Disse penge kan de unge låne
til f.eks. at købe et køleskab, et komfur, et TV, eller hvad de
nu synes de har brug for, når de skal flytte ud. Betingelsen for at låne
er, den unge selv har sparet en y.. op af, hvad det ønskede koster, så
bliver der lavet en aftale med dem om, at de ved hver lønningsdag at betaler
et bestemt beløb, lånet er rentefrit. Derved kan de undgå at
skulle betale dyre renter på afbetalingskøb. Disse penge får
vi også regelmæssigt regnskab for. De unge kan naturligvis kun låne,
hvis der er ledige penge i kassen.
Efter jul boede der i nogle måneder
17 unge i huset, det er i overkanten, 15 er optimalt. En af de unge piger, Laura,
fik et au pair pige job i Danmark og rejste herop. Hun kunne have været
blevet sommeren over, men ville gerne rejse. Danmark står som drømmelandet
for de fleste af de børn, vi i tidernes løb har haft forbindelse
med.
Vi tilskynder dem ik..ke til at komme herop, vort mål er, at
ruste "vore" unge til at klare sig så godt som overhovedet muligt
i det rumænske samfund. Vort personale tilskynder dem til at gå i
skole, aftenskoler af forskellig slags. En del har taget 12 klasse, der svarer
til vor studentereksamen, andre går på teknisk skole.
Med hjælp
fra foreningens uddannelsesudvalg er Fane ved at få kørekort til
lastbil, og Adrian får et kursus i at betjene gaffeltruck, de vil begge
være i stand til at klare sig og forsørge en familie, når de
er færdige.
Lydia læser jo medicin i Timisoara, hun er meget
taknemmelig for den hjælp, hun får fta så mange gode mennesker
her i Danmark, der betaler 50,- kr. om måneden til hende eller 600,- kr.
om året.
Det samme gælder Andreea Auram, der går på
Kunst Akademiet også i Timisoara, hun bliver ligesom Lydia støttet
af en række gode folk. For begge disse pige gælder det samme, som
for Fane og Adrian, uddannelsesudvalget betaler selve universitets gebyrerne,
hvilket beløber sig til flere tusinde kroner årligt. Pengene som
danske
donorer betaler går til kost, logi, bøger, lidt lommepenge o.s.v.
. Andreea skal bruge mange penge til materialer, lærreder, pensler, farver
o.s.v., begge piger er meget opmærksomme på, at de er meget heldige,
at de får mulighed for at få deres drømmeuddannelse.
Nadia,
der blev optaget i efteråret, har for mange år siden fået slået
en af sine store fortænder ud. Hun kunne ikke smile uden at holde sig for
munden, når hun skulle tale måtte hun se ned. Hun fik implanteret
en tand, nu er hun et stort smil, glad og åben, - hvor er de penge givet
godt ud, og tandarbejde er ikke tilnærmelse så dyrt i Rumænien
som her, så vidt jeg huske, kostede det os ca. tre tusinde kroner, hvilket
er mange penge, men en ung piges liv er blevet totalt ændret.
Haven,
som jo blev anskaffet for nogle år siden med det flotte træhus, som
vore gæve håndværkere fra Koldingegnen har bygget, har de stadig
stor glæde af. Tre af vore tidligere unge har fået brugsret over nogle
bidder af haven. Det har de megen stor glæde af, ja, det er til gensidig
glæde for vore nuværende unge og for de "gamle" at mødes
derude. Jeg har lige været i Lugoj med transportgruppens følgebus
og oplevede da, hvor stolte de viser frem. Der blev plantet mange kålplanter,
disse var sået i kasser og blev bragt derud. Små tomatplanter spirede
i kasser, gulerødder var sået, kartofler lagt og jordbærrene
blomstrede og der var plantet flere nye frugttræer, - men der er tørt,
jorden er hård som beton, så de løber med vandkander og vander.
To
unge havde haft fødselsdag i løbet af ugen, det blev fejret om lørdagen
med grillmad i haven. Adina havde bagt to flotte kager, en til hver af de unge.
Vi var mange danske med derude ved den lejlighed, vi spiste med af den gode mad
og oplevede de unges glæde over at skære kagerne ud og dele ud af
dem. Det var meget positivt.
- Og så er vi blevet bedsteforældre!
de unge fta vore første hold, der blev gift for et par år siden,
har ved juletid hver fået en dreng. Nogle yndige velplejede unger. De børn
bliver med garanti ikke børnehjemsbørn.
Endnu en gang vil
jeg på gruppens vegne udtrykke vor store taknemmelighed for den trofasthed
som medlemmer af støttegruppen yder i form af kroner. Det er let for os
at rejse ned og føle den varme og glæde, vi bliver modtaget med og
opleve at det nytter. Uden støtten fra Jer kunne det ikke lade sig gøre,
men I må tro mig på ordet, jeres penge gør meget stor gavn,
de har nu været med til at give alle de unge, der har boet på hjemmet
og de der bor i øjeblikket i alt 121, bedre mulighed for at få et
anstændigt liv. (For en god orden skyld vil jeg lige tilføje, at
vi selv betaler vore rejseudgifter, så penge samlet ind i Danmark bliver
brugt i Rumænien.)
Mange venlige hilsner
Vibeke Andersen.
Til sidens top
