Nyhedsbrev til Casa Clementina 's gode venner.
Dette skulle have været
et efterårsbrev, nu bliver det næsten et julebrev, det er flovt.
Men
heldigvis kan jeg skrive, at livet går sin gode gang på udslusningshjemmet,
der flyttede 5 unge ud i august og der kom et par flere ind. Heldigvis går
det "de gamle" godt, og vi har stadig kontakt med de fleste af dem.
Hver
år, når nye unge er optaget, drager de alle på en "ryste
sammen" weekend. I år bad Carmen, om de måtte tage til Sibiu,
en meget gammel by, cirka midt i Rumænien. Sibiu er netop i år udnævnt
"Verdens Arv" by. Det var en dyrere tur, end vi i projektgruppen sædvanligvis
tillader. Men et af Rumæniensprojektets medlemmer havde i flere år
foreslået, at vi skulle tage 4 Wegner stole hjem og sælge dem. Disse
stole fik vi doneret fra et stort dansk firmas personale feriecenter. Stolene
var meget ramponerede, men de kom hjem med en bus, der havde bragt feriebørn
tilbage. Stolene blev solgt for 12.000 kr, og så var pengene til ferieturen
hjemme. Alle de unge og hele vort personale drog afsted med toget, de boede på
vandrehjem, lavede
selv mad, undtagen den sidste dag, hvor de spiste ude, de
var på flere museer, nød den smukke by og lærte hinanden at
kende. De vil aldrig glemme den dejlige weekend, efter min mening var det al ulejligheden
og alle pengene værd..
D Carmen og de andre voksne taler meget med de
unge. De prøver at finde ind til,
hvad hver enkelt ung gerne vil, har
evner for og ønsker om. Der bliver talt meget med dem om drømmene
kan realiseres, eller om det bare er ønskedrømme. For os er det
ikke vigtigt, om de unge klarer at få en fin uddannelse, men det er vigtigt,
at de bliver stærke, tilfredse medmennesker, der formår at fungere
godt i det rumænske samfund. Men naturligvis er vi glade for og stolte over,
at nogle af de unge har energi og evner til at gå i gang med en akademisk
uddannelse, og vi har nu den glæde, at tre af de unge fra det allerførste
hold nu ser værdien i mere uddannelse. De var meget afvisende for mere skolegang,
da de boede hos os, kun nogle ganske få ønskede at gå på
aftenskole og kun en enkelt opnåede dengang at få tolvte klasse, hvilket
svarer til vor studentereksamen. Nu har tre meldt på studenterkursus, de
rar hjælp af vort personale, selvom det er mange år siden, de flyttede
ud.
Andre er glade og stolte over mindre, og vi med dem.
Adrian har fået
sit gaffeltruckbevis, det er et godt bevis at have i baglommen, men det har vist
sig svært for ham at udnytte det, fordi alle forlanger også erfaring.
Forhåbentligt løser det sig. Adrian er nu flyttet ud. Han havde meget
svært ved at finde et sted at bo. Alle steder skulle han gøre rede
for sin baggrund, og når de hørte, at han er tidligere børnehjemsbarn,
blev han afvist. Han er nu flyttet sammen med en ven på et lejet værelse,
og alle vore unge er skrevet op på kommunekontoret til en social bolig.
Kommunen renovere faldefærdige ejendomme og indretter dem til sociale boliger,
men der er jo lange ventelister, så det er med at blive skrevet op.
Nogle
af de store udenlandske fabrikker har medarbejder lejligheder, det er meget små
etværelses lejligheder. De unge vil gerne bo der, det er dejligt at få
sit eget, men de bliver jo stavnsbundne til fabrikken..
Stefan, kaldet Fane,
arbejder på at få et kørekort til lastbil, betalt af foreningens
uddannelsesfond. Han er dumpet to gange til teorien, sidste gang havde han 21
rigtige af 22 spørgsmål, det var så ærgerligt. Han skulle
være flyttet ud i august, men vi blev enige med
Carmen om, at han skulle
have endnu en chance. Carmen fandt kompromisset. Fane skal selv betale en lærer
på skolen, hvor han rar for ekstraundervisning og naturligvis betale, som
han plejer for at bo i huset. Han skal til reeksamen her sidst i november og har
fået at vide, at ligegyldigt, hvordan det går, skal han flytte ud
to uger efter. Det må jo ikke skabe præcedens, så de bare kan
dumpe til et eller andet og så tro, de kan blive boende.
Fire
unge går nu på universitet i Timisoara, Lydia læser medicin
på andet år, hun var til eksamen i mange fag i sensommeren. Hun klarede
dem alle og var naturligvis meget lettet og glad. Peter og jeg var dernede i oktober
og var med hende på universitet, hvor hun introducerede os til en af sine
lærere, en professor i anatomi, det var meget positiv. Lydia har besøgt
denne kvindelige professor hjemme, og vedkommende fortalte, at hun var parat til
at hjælpe Lydia, hvilket jo er rigtigt godt for Lydia, - at læreren
så gav udtryk for, at hun nok også havde lyst til at besøge
os i Danmark, er en anden sag, men vi må jo tage tingen i den rækkefølge,
de kommer!
Andrea, der jo går på kunstakademiet, var som
sædvanlig jublende glad, hun klarer sig rigtigt fint, har åbenbart
et stort talent. Hun er jo meget religiøs og maler helst religiøse
billeder. Almindelige hverdagsting, som f.eks. at glemme at slukke lyset eller
går fra værelset med radiatoren tændt og vinduet åbent,
det irriterer vort personale så meget, at de fortæller om det. Andreea
lever i sin egen verden, men hun må jo alligevel lære at spare på
energien, som alle andre.
Claudia er lige begyndt at læse public relation.
Hun er meget ambitiøs, vil være den bedste på holdet. Derfor
læser hun frem. Hun køber næste semesters bøger og læser
dem. Lydia fortæller om det. de er jo søskende.
Gabriel er også
startet i Timisoara, han læser til ingeniør.
- - -
Uden gode menneskers økonomiske hjælp ville det ikke være
muligt for alle disse unge at få en uddannelse. Udslusningshjemmet ville
ikke være i stand til at finansiere det gennem de almindelige budgetterne.
Vi i projektgruppen er alle, der støtter på den ene eller anden måde,
megen tak skyldig..
I forbindelse med sidste forårstransport,
hvor mange var med følgebussen, blev der afholdt en konference på
udslusningshjemmet for lederne af børnehjemmene, for direktøren
af
Børne- og Ungdoms Direktoratet i Timisoara, samt en anden nøgleperson
derfra. Formanden for de forskellige grupper i Rumæniensprojektet repræsenterede
hver deres gruppe eller udvalg. Disse "formænd" redegjorde for,
hvad netop deres gruppe arbejder med, f.eks. støtte til et bestemt børnehjem,
organiserer børnerejserne eller transporterne, finansiere lektiehjælp
til børnene o.s.v.
Jeg fortalte om udslusningshjemmet. Efter hele runden
var hørt, kommenterede direktøren hvert enkelt indlæg. Om
udslusningshjemmet sagde hun, at det eneste hun kunne sige var, at det er en stor
skam, at der ikke el' nogle flere udslusningshjem i Rumænien, - det kan
vi jo kun give hende ret i. Vore unge havde lavet mad og serverede den, det blev
meget rost, Geg voksede en halv meter, mindst)
På vegne af udslusningsprojektgruppen
mange venlige hilsner og ønsker om en rar og hyggelig jul og et
godt nytår til alle vore trofaste venner
Vibeke Andersen
Til sidens top
