Omkring skurene dalrer en flok uniformsmennesker sløvt omkring, tilsyneladende hæmmet af varmen, der konstant får ryggen til at klistre sig fast til sædet i firhjulstrækkeren. Her har temperaturen ifølge måleren sneget sig op på ulidelige 50 grader. Vi håber, der er noget galt med den. Det er ganske enkelt for tidligt.

Ekspeditionen har skåret en genvej for at nå hurtigt til Timisoara i Rumænien, hvor Team Laos skal aflevere to trailere fyldt med legetøj til et børnehjem. Men vi er endt ved, hvad der muligvis er en af de mindst benyttede grænse(ud)poster i Europa. Problemet er, at det ansvarlige uniformsmenneske hverken taler tysk eller engelsk. Og så kan vi ikke udfylde de relevante papirer, mener resten af flokken. Skidt med at halvdelen af de øvrige korps kan begge sprog. Senere lærer vi fra andre rumænere, at en sølle 10-euroseddel ville have hjulpet på uniformernes humør. Men vi kører en anden taktik. Slår campingstolene op på en række og glider ned i en taktisk drømmeposition - den ligeglade.

Og mens vi sidder der, nedsunket, og venter på vores billet ind i det kommende EU-land, dalrer uniformsmenneskene videre rundt på vejen som rastløse skabninger. En af dem kommer slæbende med en stor balle rockwool, der ser ud til at være hentet fra en nærliggende byggeplads. Den ryger ned i bagagerummet på en Audi 100. Et par timer senere ryger der flere plasticposer ned i Audien. Hanken giver sig. Det er tunge sager. Mon lønnen for en tolder ligger over de 1.000 kroner, der er gennemsnittet for den almindelige rumæner?

Senere kommer to prostituerede forbi og deltager i festen. Og endnu senere to repræsentanter fra børnehjemmet, hvor Team Laos skal aflevere legetøj. De får os igennem. Velkommen til kanten af Europa.