Rumæniensprojektet af 1992

Korruption i Rumænien

At kæmpe mod strømmen og ændre en fastgroet mentalitet.
Af Anders Bysted Grauenkjær, cand.scient.pol - bosiddende i Bukarest.

Vi kender alle fra filmverdenen billedet af en person, der kæmper mod strømmen for ikke at blive ført ud over vandfaldet. Jeg mener, at dette billede er en passende metafor for problemet med korruption. Det er en svær kamp, men det hjælper at kæmpe for ikke at blive revet med ud over afgrunden: jo tættere afgrunden kommer, desto sværere bliver det at kæmpe imod den.

Ligeledes ved vi alle, at korruption er en negativ ting, men hvorfor det er tilfældet, har vi ikke altid tænkt over til fulde. Svaret er da heller ikke så simpelt endda, for korruption har mange facetter og niveauer, og den gør skade på forskellig måde. Det forekommer fx mere legitimt, at sundhedsvæsenet (der rangerer som det mest korrupte i diverse undersøgelser) i Rumænien er korrupt, end at politikere, politi, domstole og toldvæsenet er korrupt. Sidstnævnte instanser er således grundstenene i en retsstat, mens sundhedsvæsenet "blot" gør staten til en velfærdsstat. En korrupt læge er derfor ikke i så høj grad en trussel mod retssikkerhedsfølelsen som en korrupt dommer.

Årsagen til korruptionen er blandt mange grupper (ikke mindst i sundhedsvæsenet) den lave løn. Lønnen er så lav, at den er nær ved umulig at overleve på, og selv læger med gode intentioner ser sig derfor nødsaget til at kræve ekstra for deres ydelser - ofte betalt i naturalier. En anden årsag er, at der var indbygget forklædt korruption og ineffektivitet i det planøkonomiske system, der eksisterede under kommunismen og endnu ikke er fuldkommen overvundet. Til illustration kan nævnes, at meget af sværindustrien er svær at prisfastsætte, og derfor kan denne opkøbes billigt med de rette kontakter. Der har således været eksempler på korruption i det statslige privatiseringsbureau (APAPS). Også før kommunismen var korruption en del af den politiske kultur i Rumænien, og kommunismen bærer således ikke hele skylden for det høje korruptionsniveau i Rumænien sammenlignet med andre Syd- og Østeuropæiske lande.

Kun Europas fattigste land, nabolandet Moldova, har et højere korruptionsniveau end Rumænien, og problemet findes ikke kun i den rumænske elite, der er under myndighedernes og mediernes konstante overvågning, men størstedelen af befolkningen har endnu ikke ændret mentalitet, og det er heri, den største udfordring ligger. Påvirkninger og krav fra både EU, de stadigt friere medier og udenlandske investorer og forretningsfolk bosat i Rumænien er en nødvendighed, hvis den onde cyklus skal vendes, for kommunismens lange køer foran fødevarebutikker (der dog ikke var så udbredte i Rumænien som i mange andre kommunistiske lande) er i dag flyttet indendørs i diverse myndighedskontorer. Det tager ofte timer og halve dage at få de nødvendige underskrifter og stempler på myndighedskontorer såsom arbejdsdirektoratet, og der er intet at stille op, for uden papirerne i orden vanker bøder eller sågar fængselsstraf. Eneste alternativ er lidt spaga (penge under bordet), hvorved en halv dags venten kan reduceres til få minutter. Ligeledes er det fristende for embedsmanden på den anden side af bordet at tage imod pengene i takt med, at uligheden i det rumænske samfund stiger. De bliver rigere, og de fattige endnu mere fattige. Årsag: prisstigningerne på basale varer har de seneste år været markant højere end lønstigningerne.

Både mangelfuld og selvmodsigende lovgivning samt inerti og egeninteresse i bureaukratiet og parlamentet bærer en stor del af forklaringen på de manglende resultater på det korte sigt, men på det lange sigt må store dele af befolkningens mentalitet ændres. I denne dystre beretning er der imidlertid nogle lyspunkter:

1.
Først og fremmest er mafiaen ikke særlig markant i Rumænien. Specielt i sammenligning med den sydlige nabo, Bulgarien, står Rumænien godt på dette punkt;
2.
Hvert eneste politiske parti har som målsætning at bekæmpe korruptionen. En stor del af intentionerne fortaber sig i retorik og manglende handling, men der bliver til stadighed udarbejdet antikorruptionslovgivning af de siddende regeringer, ofte efter rådgivning fra internationale organisationer såsom Verdensbanken;
3.
Politikerleden er tiltagende, og dermed er kravet om at noget må ske tiltagende;
4.
Korruptionsrelaterede straffe er blevet hårdere;
5.
Banksektoren er i bedring, hvilket gør det sværere at allokere og hvidvaske penge gennem banker skabt til dette formål;
6.
Det mellemstatslige samarbejde mod korruption og organiseret kriminalitet er styrket i regionen;
7.
NGO*-sektoren er styrket og virker som en ekstra vagthund, selvom NGO-sektoren ikke selv kan se sig fri for korruption og skandaler;
8.
Pres fra EU, der har korruptionen øverst på dagsordenen, har medført fyringsrunder på alle niveauer. Senest er det sket indenfor politiet, hvor flere politikommissærer og betjente ikke kunne eller ville redegøre for pengestrømmene;
9.
Slutteligt er det seneste tiltag en central klagemyndighed, hvor almindelige borgere kan henvende sig, hvis de har mistanke eller kendskab til korruption.

En yderligere problemstilling, der kun kort skal berøres her, er de massive personlige netværk, som de fleste rumænere har. Alle kender en eller anden, der kan løse dit problem uanset, hvad det måtte være. Derved bliver grænsen mellem vennetjenester og korruption udtværet. En problemstilling, der ikke er ukendt i Danmark, men som i Rumænien er mere markant, idet netværkene og behovet for disse er større.

*NGO: Non Government Organisation.