Rumæniensprojektet af 1992

Ann Mariager:
At være feriefamilie

Tale holdt ved Rumæniensprojektets jubilæumsfest 15. juni 2002 i Rødovre.

Kære Rumæniensprojekt. Kære medlemmer. Kære frivillige. Kære madindsamlere. Kære pakketransportører. Kære butiksmedhjælpere. Kære sponsorer. Kære pakkefamilier. Kære feriefamilier. Kære allesammen. Ja, der ér mange, der gør et stort arbejde i Rumæniensprojektet - og jeg har lovet at sige et par ord "fra gulvet", fortælle om oplevelserne ved at være feriefamilie for en dreng, der bor på et rumænsk børnehjem. En beretning fra medlem nr. 1416.

Jeg vil starte i det sproglige - og dér skal jeg have jeres hjælp. Hvis jeg nu siger ordet 'lapte', hvad siger I så? Nemlig: Mælk. Og hvis jeg siger 'suc', hvad siger I så: Nemlig, saft eller sodavand. Og hvis jeg siger 'nu'? Det er rigtig: 'Nu' betyder 'nej' på rumænsk. Og det var netop dette lille 'nu', der fik det til at gå noget trægt i starten. For i begyndelsen, når jeg sagde 'nu' til Claudiu, troede han selvfølgelig, at jeg sagde 'nej'. Han troede, at når jeg pegede på håndbruseren og sagde 'nu', så slap han for at tage bad og kunne bare hoppe direkte i sit tøj og løbe ud og lege. Eller når jeg tog tandbørsten i den ene hånd og tandpastaen i den anden hånd og sagde, "Claudiu, så er det NU", så smilede han over hele femøren og kastede sig lykkeligt i sin seng uden at have børstet tænder. Sikken et paradis heroppe nordpå: I Danmark skal man hverken i bad eller børste tænder! De siger 'nu' til alt det kedelige!

Men man skal jo både i bad og børste tænder i Danmark. Og der gik ikke længe, før vi fandt ud af det magiske trylleord, 'acuma'. Acuma er rumænsk for det danske "nu". Så når folk spørger: Taler I rumænsk til drengen? Så siger jeg: "Ork-ja, det gør vi skam. 'Nu' betyder nej og 'acuma' betyder nu … og sådan er det hele vejen igennem."

Efterhånden har vi udviklet et helt nyt sprog. Der findes ingen ordbøger over det. Man kan ikke gå til det på aftenskole. Man kan ikke læse det på universitetet. Sprogforskere ville klø sig i nakken, hvis de hørte det. Det er et sprog, som jeg kalder "rumædansk". Og det fungerer fremragende. "Rumæ-dansk" er en pudseløjerlig blanding af rumænsk og dansk. Det er vores helt eget stammesprog, som kun mine nærmeste og jeg - og så Claudiu forstår. Og alle I andre i Rumæniensprojektet.

Jeg vil godt give et eksempel på en klassisk, 'rumædansk' sætning:
"Claudiu - staie her. Nu afare. Acuma fiskefrikadeller si kartofi".
Sætningen betyder "Claudiu, bliv her. Du skal ikke gå udenfor. Nu skal vi have fiskefrikadeller og kartofler".

Fiskefrikadeller er en af Claudius favoritretter. Der er ingen situation, der er så slem, at den ikke kan reddes med en "fischke-frikke-della". Og hvis han skal charme sig rigtigt ind hos sin danske ferie-bedstemor, der lyder navnet Bunica, så sætter han den ene hånd i siden, blinker op til hende og siger: "Hva' so, Bunica? Gi'r du mig fischkefrikke-della?" Og det gør hun.

Det var en lille, stille dreng, der kom herop første gang i sommeren 1999. Han sagde ikke et ord til os i lufthavnen. Han var stum, da vi fik ham placeret på barnesædet i bilen og lagt den velkendte, flade sportstaske i bagagerummet. Og han var stadig stille, da vi kørte i retning mod Christianshavn. Men så pludselig kom et lille ord. Det allerførste, han sagde til os nogensinde, var "mare". Hav. Vi kørte langs Amager Strandvej, og fra bagsædet kunne han se ud på Øresund. Havet. "Mare". Han var betaget, stille og registrerende. Vi talte om, at han sikkert aldrig havde set havet før - der er jo langt fra Lugoj til Sortehavet og en dreng på fem-et-halvt havde næppe rejst meget - så det var en oplevelse for Claudiu at se havet for første gang.

Vand, havet, blev, og har lige siden været, et tilbagevendende tema hos os, når han er heroppe. Første gang, vi gik på broen over Christianshavns Kanal, pegede han ned og sagde "Timis"! Det er ligesom floden Timis i Lugoj! Og alle bådene, der lå dér og vippede på vandet: Åh, kunne han få en tur med sådan en 'vapor'? Det kunne han. Hans reserve-bedstefar har nemlig en lille 'vapor' liggende i kanalen - og sammen har de besejlet de syv verdenshave … Eller i hvert fald farvandet fra Christianshavns Kanal til Sluseholmen med madpakker og masser af suc.

Det er ikke blot vandet, der er Claudius element. Knægten har jo fløjet med fly flere gange end de fleste på hans alder, og hver gang - ja, hver eneste gang - der er en flyver på himlen, så stopper Claudiu det, han er i gang med, peger op og siger: "Avion! Avion a Romania ". Det er nemlig sådan, at der kun findes 2 flyveruter i denne verden: Den ene går FRA Rumænien til Danmark. Og den anden går FRA Danmark til Rumænien. Tænk lidt over det, næste gang I sætter jer på et fly til Sydspanien. Det er overhovedet ikke Spanien, I flyver ned til, men det meget, meget vestlige Rumænien!

Den første sommer var lærerig. Alle, der har eller omgås børn ved, at man aldrig kan planlægge en 100 procent, fuldstændig perfekt dag med børn. Jo, man kan sagtens planlægge den - ned i mindste, uhyrlige detalje, hvis man orker - men planen holder aldrig. Bedst som solen skinner i Bon-Bon Land er der lige én, der tisser i bukserne og så har man godtnok taget skiftetøj med - men kun en sweater og en regnfrakke i tilfælde af, at der skulle komme en skylle. Og så står man dér og kan ikke andet. Børn har en fabelagtig evne til altid at finde smuthullet i éns tjekkede overblik. Sådan gik det også for os den første sommer.

Det var 28 grader fra en skyfri himmel. En smuk, varm dansk julidag. Vi havde fået installeret os i nogle venners dejlige hus med udsigt over havet, endda med egen badebro, og planen var, altså min plan var fuldstændig klokkeklar: Nu skulle vi allesammen have en rigtig smuk, skandinavisk sommerdag. En af dem, man ser på svenske film. Jeg skulle ligge og sole mig på badebroen og hygge mig med en roman, men med et øje på Claudiu, som skulle lege med naboens unger i strandkanten og samle muslingskaller og bygge sandslotte og den slags. Og så skulle jeg rejse mig dovent og gå op og smøre madder og lave saft til ungerne, og vi skulle hygge os og grine og pjanke og gå i vandet og gå ned til havnen og få os en is. Denne plan stod i et klart, nordisk lys. 100 procent planlagt dansk idyl.

Men sådan skulle det ikke gå. For på vej ned til badebroen - med kaffe og suc på termoflasker, med plasticspand og skovl og rive og badedyr og krus og sololie og ikke mindst: den medbragte parlør fra Rumæniensprojektet - så kilede virkeligheden sig ind. Det var naboens hund, en lille, hvid westie, som smuttede gennem et hul i hækken og stod og kiggede på os. Vi stod og kiggede på den. Og pludselig gjorde Claudiu noget, som jeg ikke havde skrevet ind i dagens manuskript: Han pegede på den lille hund. Det var dumt. Den lille hund troede, at den var ved at blive angrebet. Så den hoppede op. Hak.

Claudiu blev bidt i pegefingeren. Gråd og tænders gnidsel. Den varme sommerluft sitrede: Er der kommet et hul på fingeren? Mon han er vaccineret mod stivkrampe? Hvem ejer den møgkøter? Er der en læge til stede? Er det nok blot at rense med klorhexidin? Hvor gemmer vennerne deres medicinskab? Gør det ondt, Claudiu? Øh, 'doare, Claudiu'? Og Claudiu nikkede og gråden blev afløst af klynken.

Og således fortonede en idyllisk dansk dag sig ligeså stille. For mens solen bagte og Dannebrog viftede og bølgerne slog dovent mod badebroen, ja, så tilbragte vi tiden i venteværelset på Skadestuen på Helsingør Sygehus. Tre lange, kedelige timer ventede vi. Claudiu fik omsider sin stivkrampe-vaccination, men da vi kom ud igen, så var solen væk, vinden var taget til og det var blevet køligt. Barnet fik sig en 'inghetata', vi smækkede "Jungledyret Hugo" på videoen og smed en fryse-pizza i ovnen. En helt normal, gennemsnitlig, u-planlagt aften. En stille stund.

Og de stille stunder skal man ikke undervurdere. Dem skal man vurdere højt - for Claudiu sætter stor pris på dem. Det er, når han bare ligger og læner sig op af "onkel", når der er fodbold og tennis i fjernsynet. Det er hans ro, når Bunica holder ham i hånden i den hjerteskærende scene, hvor rævepigen Rita siger farvel til Hugo. Det er hans fredfyldte glæde ved at ligge i ske på sofaen med mig. Og det er den mand-til-mand stolthed, han føler, når han skruer en skrue i et bræt sammen med "Fah" - Claudius danske feriefar. For nok er det forsagte gået af barnet. Han er blevet udadvendt og føler sig godt tilpas - men behovet for at være med, savnet, længslen efter at høre til, ligger hele tiden lige under overfladen. Han opstiller familiedannelser på kryds og tværs. Kvindelige gæster blivere tanter, mandlige gæster bliver onkler. En god ven af familien, en særdeles tyndhåret mand i slutningen af 30rne, er blevet udråbt til morfar. Og legekammerater beder han, hvis de virkelig swinger sammen, om at lege, at de er hans brødre.

Nu forlyder det, at Claudiu er kommet i familiepleje i Timisoara. Det er godt, for Claudiu har behov for en familie, nogen at høre til. Dette er et stort skifte i hans liv. Ny familie, ny skole, nye opvækstbetingelser. En ny start på et ungt liv. Og for os kan det give nye perspektiver for, hvordan vores støtte til ham skal forme sig fremover.

To ting er i hvert fald sikkert: Vi holder meget af Claudiu og glæder os hver gang, han skal komme. Og familien i Timisoara får en klog lille dreng, der elsker fiskefrikadeller og hader chokolademælk. En dreng, der vil være luftkaptajn, når han bliver stor. Og lave hvide striber på himlen mellem Rumænien og Danmark.

Hjertelig til lykke med jubilæet!

Ann Mariager er freelance-journalist, forfatter, foredragsholder - og 'mua' (rumædansk for mor) til Claudiu.