Formanden har ordet
Af: Peter Andersen, formand

Igen et år er næsten gået og regnskabets time står for døren, det er tid at gøre status. Bestyrelsesarbejdet er forløbet fint, møderne foregået i en uformel atmosfære, hvor alle giver sit besyv med. Derfor tak til alle bestyrelsesmedlemmer for et godt år.
For at begynde med det positive. For første gang i mange år er medlemstallet ikke faldet, men et lille fald i kontaktmedlemmer opvejes af et stigende antal støttemedlemmer.
Foreningens økonomi har udviklet sig tilfredsstillende i det forløbne år, selv om der har været større investeringer for mødrehjælpsgruppen og udslusningsgruppen. Stor tak til begge grupper for fint arbejde.
Sommerrejserne er forløbet fint; der har ikke været de store problemer under opholdet, ligeledes har pædagogernes ophold forløbet godt. Tak til alle, der hjalp med til et godt ophold, og især tak til Jeanette for god planlægning. Allerede på nuværende tidspunkt er der god tilslutning til julerejsen. Stor tak til Vibeke og Jørgen Byrgesen for det kæmpearbejde, de har udført. Jeg tror ikke alle ved, hvilke odds de er oppe imod, hvor ofte planer må ændres, hvor svært det er at få det hele til at gå op.
Den just overståede madindsamling gav et fint resultat, ca. 10,5 ton i alt. Tak til alle, der deltog. Dette tilskud til kosten har stor betydning for børnene, ikke mindst denne gang, hvor der har været så store oversvømmelser i Rumænien, at store dele af høsten er ødelagt. Endelig er madindsamlingen vores bedste chance for at gøre PR for foreningen, da vi kommer i kontakt med mange mennesker. Et resultat, vi kan være stolte af. Med på efterårstransporten er der også mange borde, stole, reoler, porcelæn m.m. af meget fin kvalitet, som vi glæder os til at aflevere. Effekterne er doneret dels af firmaet Rambøll og dels af NNF-forbundet. Tusind tak. En stor tak til Knud for et kæmpe slid. Jeg kan kun beklage, at transportudvalget ikke fysisk er, hvad det har været, men nu bruger vi vinteren til styrketræning.
Vi lever i et samfund, hvor brug og smid væk er det almindelige. Hele vort velfærdsorienterede samfund bygger på, at vi har et konstant forbrug, så vi kan holde samfundsmaskineriet og produktionen i gang. Sådan er det ikke overalt. Vi skal ikke længere væk end til Rumænien, før det ser helt anderledes ud. Vi kan naturligvis godt se, at der er store forskelle fra vort trygge hjmelige miljø, til det vi ser. Vel vidende, at vi ikke kan hjælpe alle, men vi kan i en række tilfælde gøre en forskel, og det ved en minimal indsats. Her tænker jeg f.eks. på projekt briller og genbrug af høreapparater.
Nu gør mad og effekter det ikke alene. Uddannelse er uhyre vigtig, derfor må det op-prioriteres i fremtiden. Tiggere har vi nok af, uddannede unge mennesker er en mangelvare, ikke mindst i Rumænien, men penge gør det ikke alene, der skal også en mentalitetsændring til, hvor man indser, at man også selv har et ansvar for sin egen fremtid, at man selv må gøre en indsats.
Lidia, som jeg mødte under et ophold på udslusningshjemmet, er nu optaget på det medicinske studium, der starter 1. oktober. Mange har støttet dette projekt, det er vi meget taknemmelige for, og vi håber flere vil slutte op om projektet, så hele studieforløbet kan gennemføres. Eventuelle overskydende midler vil blive brugt til støtte for andre, der ønsker at studere.
Vi håber at skaffe flere fondsmidler til foreningen, da 3 medlemmer har tilbudt deres hjælp til det. Vi tager naturligvis med kyshånd mod tilbudet.
Bestyrelsen ser uddannelse, udslusning og rådgivning som de vigtigste emner for det kommende år. Lektiehjælp til 7. - 8. klasser fortsætter, men er afhængig af børnenes interesse, tilbudet er der, men det forudsætter, at børnene møder op. Udslusning fortsætter ved hjælp af udslusningshjemmet og vore lejligheder i Timisoara, der er finanseret af denne gruppe. Rådgivning vil ske via mødrehjælpsprogrammet, når det kommer i gang. Der er gennem de sidste år afholdt sex-kurser på udslusningshjemmet med sexologer som undervisere. Seksualundervisning burde være et naturligt tilbud til alle i folkeskolen eller på de enkelte børnehjem.
Af negative ting vil jeg nævne personsager, der til tider er vanskelige at løse, som tager en masse tid, og næsten altid efterlader én af parterne såret.
I disse tider, hvor pædofili-sager er hotte emner, appelerer jeg til medlemmerne om, at man tænker sig godt om, når man inviterer sine "teenager-børn" med på hotellet til at overnatte. Moralen i Rumænien er anderledes end i Danmark, og det kan forårsage kedelige misforståelser, ikke mindst hvis man er der uden ægtefælle.
Endelig er der megen vold og utilfredshed med forholdene i visse fosterfamilier. Jeg vil gerne tage disse sager med til Direktoratet, hvis jeg får skriftlig besked om, hvad det drejer sig om, og hvem det vedrører. Det kan være svært at opnå et godt resultat, da vi har bevisbyrden, men det er min personlige opfattelse, at man når det bedste resultat, hvis det går gennem et bestyrelsesmedlem, da det giver det et mere officielt præg. Det samme gør sig gældende om forholdene på Recas.
Flere medlemmer har svært ved at forstå, hvorfor prisen på rejserne er så høj, men det har en naturlig forklaring. Der bruges mange resurser på at finde børnenes biologiske forældre for at få deres accept af barnets rejse, få dem til notar for at skrive under på tilladelsen, da det er betingelsen for, at de kan rejse. Disse forældre er spredt over hele landet, og derfor er det meget dyrt. Nogen nægter at skrive under, nogen påstår, det ikke er deres barn, nogen har intet identitetskort og kan derfor ikke underskrive, og nogen kan ikke findes. Som det fremgår af ovenstående, er der masser af muligheder for afslag. Cirka 20% at de samlede omkostninger går til at dække disse udgifter. Da det er lovbefalet, at pædagogerne skal følge børnene under hele opholdet, betyder det udgifter til rejse, kost og logi samt lommepenge til dem under opholdet her. Det betyder ca. 6-7% af prisen. Udgifter til forsikring, medfølgende tanter, vejafgifter i Tyskland, Østrig, Ungarn og miljøafgifter i Rumænien samt mad og drikke til turene betyder andre 7-8%. Alt i alt går godt ? eller ca. 1.000 kr. til udgifter, der ikke direkte har noget med rejsen at gøre. Vi benytter et professionelt firma til kørslen, hvor vi ved at busserne er moderne, hvor sikkerhed har højeste prioritet, og hvor køre- hviletider bliver overholdt. Vi kender chaufførerne, og de kender os, de kender mange af børnene og deres reaktionsmønstre, det finder vi er vigtigt. Tak til Jørns busser.
Endelig har de stærkt stigende oliepriser også indflydelse på omkostningerne, ikke mindst i forbindelse med transporten. Derfor er det under overvejelse at køre med 2 lastbiler i stedet for 3. 1 lastbil bruger ca. 1.600 liter olie til turen a' næsten 9 kr./l, eller 15.000 kr. alene til brændstof, så transport er ikke gratis. Det samme gælder naturligvis for opsamling af effekter her i landet.
Det er med beklagelse, at jeg har modtaget et brev fra Ann Ammons, der siger, at hun med øjeblikkelig virkning udtræder af bestyrelsen og fosterfamilie-gruppen af private årsager. Dermed har vi mistet vor kasserer. Ny kasserer indtil generalforsamlingen vil være Jeanette Jørgensen. Regnskabet vil på generalforsamlingen blive fremlagt af vor Statsautoriserede revisor, Jørgen Geertsen. Hanne Eriksen vil som 1. suppleant overtage Ann Ammons plads i bestyrelsen indtil generalforsamlingen.
Generalforsamlingen står for døren, og vi håber, at mange møder frem, at flere stiller op til bestyrelsen, så der er noget at vælge imellem, og sidst men ikke mindst, at vi får en god diskussion om foreningens fremtidige mål, hvilke nye projekter der skal fremmes o.s.v..
På gensyn i Odense den 20. november.

Top

Netop hjemme igen efter turen med transporten til Rumænien, kan jeg glæde mig over de mange positive oplevelser, man får på disse rejser. Det hyggelige samvær med de øvrige deltagere, de gode samtaler om den fælles interesse, vort projekt, glæden ved at se, at der sker forbedringer af forholdene i Rumænien, gensyns-glæden ved mødet med børnene, samarbejdet med chaufførerne fra Fredericia og deres ledere Tommy og Leif, og sidst, men ikke mindst, det gode samarbejde i transport-udvalget om opgaven: at få pakker og varer bragt frem og afleveret til dem, de er tiltænkt.

Og med nogen undren måtte vi - igen - erkende, at det rumænske bureaukrati stiller store krav til vor tålmodighed. 3½ dags kamp måtte der til, før denne forhindring var overvundet, og lastbilerne kunne begynde deres runde til børnehjemmene. Selv om vi har gjort vort hjemmearbejde, er forløbet af turen gennem tolden uforudseelig, og vi må takke Mihaela og Elena Bot for deres indsats, som til sidst førte til det ønskede resultat.

Transportudvalget mødes senere på måneden for at evaluere forløbet af denne transport, men allerede her vil jeg på det kraftigste opfordre dem, der sender pakker til børnene om at overholde tidsfristerne og bestemmelserne vedr. indholdet m.v. Disse regler vil være trykt i Mânâ ïn Mânâ og kan findes på hjemmesiden. - Og pak brugt/nyt tøj - og om muligt andre effekter - i banankasser! Glædeligvis er vore lastbiler fyldt til bristepunktet, men derfor er det nødvendigt, at varerne er solidt emballeret. Almindelige papkasser bryder sammen og fylder uforholdsmæssigt i bilerne, så derfor: Brug banankasser!
På gensyn til forårstransporten

Top

Projekt Uddannelse.
Af Lisbeth Balslev,Elke Müller og Lars Kristensen
Hjælp børnene med uddannelse.

Mange af de børn, som Rumæniensprojektet har kontakt til, er ved at være store og snart færdige med folkeskolen. De skal til at forberede sig til fremtiden og tiæ tiden uden for børnehjemmets rammer.

Det er vigtigt, at disse børn får en uddannelse, ligesom det er vigtigt for de familier, der har små børn i Rumænien allerede nu at tænke langsigtet. Uden uddannelse vil det blive vanskeligt for dem at klare sig selv i et samfund som det rumænske. Og hvad skal der ske efter det 18. år med dem, der ikke engang har familie at ty til?

Stort set alle former for uddannelse ud over folkeskolen koster penge. Og erfaringen viser, at børnene ikke kan regne med at få støtte af børnehjemmene eller staten.

Børnene kan ganske vist stadig bo på børnehjemmet i gymnasietiden, men har de først forladt børnehjemmet, er det ikke engang muligt for dem bagefter at få en gratis ungdomsuddannelse - f.eks. gymnasiet. Og når det siden handler om universitetet, er der tale om en studieafgift på 400-500 euro årligt. Heri er ikke medregnet kost og logi.

Børnene har altså brug for økonomisk støtte, hvis de skal spores ind på en tryg fremtid.
Derfor appellerer vi til alle kontaktfamilier om at overveje, hvordan de kan støtte "deres" barn i i Rumænien i tiden efter børnehjemmet. Hverken Rumæniensprojektet eller Projekt Uddannelse kan nemlig varetage opgaven med at sørge for alle børn. Projekt Uddannelse hjælper p.t. 17 unge, der er i gang med uddannelser så forskellige som elektromekaniker og socialrådgiver eller som chauffør med stort kørekort . Men midlerne er meget begrænsede.

Derfor vores appel til alle medlememr af Rumæniensprojektet om at tænke på jeres barns fremtid i tide. Det vil desuden give Projekt Uddannelse større mulighed for at koncentrere hjælpen om børn fra "vores" institutioner, der IKKE har en kontaktfamilie.

Vi ved, at heller ikke de danske kontaktfamilier har ubegrænsede midler. Mange vil sikkert også vige tilbage fra at binde sig for en økonomisk udgift til uddannelse i en årrække. Men vi håber alligevel, at I vil overveje det - måske kan flere i familien bidrage til "sponsoratet". Mange bruger i dag en hel del penge på at hente børnene op på ferie i Danmark - men hvad hjælper børnene mest? Måske er det en bedre idé at anvende nogle af midlerne til uddannelse - f.eks. ved at tage barnet herop hvert andet år (eller én gang om året, hvis man plejer at have sit barn både sommer og jul).

Alle, der har spørgsmål til dette tema, er meget velkomne til at kontakte formanden for Projekt Uddannelse, Lisbeth Balslev, eller de to andre medlemmer af udvalget, Elke Müller og Lars Kristensen. Og alle - hvad enten man har kontaktbarn eller ej - er naturligvis mere end velkomne til at støtte Uddannelsesfonden med bidrag. Beløb kan overførres til foreningens konto: Nordea, Tarup Afdeling, Rugårdsvej 167, 5210 Odense NV, registreringsnummer 2376, kontonummer 0270 989 012, mærke: Uddannelsesprojekt 8035.

Med venlig hilsen

Lisbeth Balslev, Søbrinken 16, 3450 Allerød.
Tlf.: 4817 4076, e-mail: balslev@mail.tele.dk
Elke Müller, Damsholtevej 9, 2970 Hørsholm
Tlf.: 4828 2409, e-mail: eamuller@privat.dk
Lars Kristensen, Vinkelvej 13, 4622 Havdrup
Tlf.: 4618 6296, e-mail: flk1@post.tele.dk

Top

Igen i år fik vi arrangeret sommerlejr i spejderhytten "Skovdam" i Gelsted. Vi havde besøg af 12 drenge og 6 piger i alderen 13 - 19 år, hvoraf 3 kom fra SSL, 7 fra F1 og 8 fra Gavojdia. Derudover 2 pædagoger: Arhip, Alina, der arbejder i Gavojdia, men bor i Lugoj, og Nestian, Titiana, som arbejder på F1 og også bor i Lugoj.
Vi havde et par rigtig rigtig gode uger med masser af fint vejr. I lighed med tidligere år besøgte vi Fun Park Fyn, Odense Zoo og Lodges Have. Vi havde også en dejlig tur til Føns Strand, hvor de fleste fik en dukkert, og vi nød den medbragte madkurv. Ud over de sædvanlige ting blev der i år arrangeret en bowlingtur, og vi var til koncert i Kongens Have i Odense.
I løbet af de to uger fik de fleste besøg af deres kontaktfamilier, og det er noget, der gør stor lykke hos begge parter og styrker kontakten fremover.
Den midterste weekend havde vi traditionen tro Åbent Hus om lørdagen og om søndagen spadserede vi til Gelsted Kirke, hvor den vikarierende præst, Lars Højland fra Brenderup, gjorde meget ud af, at de unge skulle få en god forståelse for vores kirke. De unge rumænere sluttede af med at stille sig op ved alteret og synge et par rumænske sange. Bagefter viste præsten os rundt på kirkegården og fortalte om vore skikke.
Ud over Titiana og Aline har vi været 16 - 17 frivillige hjælpere i løbet af de to uger til at få det hele til at køre. Hermed en stor tak til alle for indsatsen - jeg tror, de fleste synes, det har været en god oplevelse.

Top

Sommerlejr på Fyn.
Af Mona Ancher + familie

Jeg og min familie (Jan og 2 stk. teenagere) var så heldige, at vi fik mulighed for at deltage på lejren på Fyn. Jeg hørte, at vores "pakkebarn" ville komme på lejr, så jeg spurgte, om man manglede nogle hjælpende hænder, og der var vi så heldige, at de kunne bruge lidt hjælp.
Lejren var for børn/unge mellem 11 og 20 år. 6 piger og 12 drenge. Det foregik i en dejlig spejderhytte med skønne udenomsarealer.
Vi ankom dagen før, børnene skulle komme, så vi kunne hjælpe med bl.a. at gøre senge klar, lave plancher med arbejdsgrupper og lægge alt det donerede tøj i orden. Jeg vil tro, der var omkring 50 banankasser.
Endelig næste dag ankom de efter 33 timers buskørsel. Men tro nu ikke, at de var trætte, nej, men de var meget spændte og utrolig glade.
Næste dag skulle de så vælge tøj, og jeg må indrømme, at jeg havde en forestilling om, at det ville skabe totalt kaos, men nej. Vi lod pigerne gå ind først, og de tog stille og roligt, hvad de havde lyst til og brug for. Og det foregik lige så roligt, da drengene skulle vælge tøj. De blev meget smarte i deres nye tøj; der var masser af sportstøj fra diverse klubber, også en del helt nyt, hvor klubberne havde fået ny sponsor.
Resten af dagen gik med almindelig hygge og spil, og om eftermiddagen fik vi så mange friskplukkede jordbær foræret, at vi slet ikke kunne spise op.
Mandag blev vi enige om, at der var for varmt i lejren, så vi arrangerede en tur til stranden. Det kunne lade sig gøre fordi Ulla, Pernille og Knud tilbød at køre med. Det var en dejlig oplevelse, at se børnene bade. Flere af demhavde aldrig set en strand og slet ikke badet i så stort et vand, så der var lige nogle grænser, der skulle overskrides. Om aftenen spillede de en slags stikbold. Det var vist ret hårdt, for flere af dem var næsten lige så fugtige, som da de kom op af vandet ved stranden.
Tirsdag startede med tandlægebesøgene. Tandlægerne i Rosengårdscentret giver alle børnene en tandbehandling uden beregning. De havde afsat 4 halve dage kun til os. Det er bare så flot gjort. En af drengene fik rykket 3 tænder ud, en fik rodbehandling og en tredje blev opereret, og de er i hvert fald ikke pivede. Miroslav fik sig en ny fortand; han mistede den for vel snart 6 år siden, og den kunne ikke laves i Rumænien, så glæden var stor, da tandlægen sagde, at jeg kun skulle betale for materialer til tandteknikeren. Bagefter gik vi ud og købte sandaler til de drenge som ingen havde, og bh'er til pigerne, som manglede det. Aftenen gik med diverse spil og hygge med gæster, som kom.
Onsdag var for Anne-Mette og mit vedkommende en gentagelse af tirsdag, da vi igen kørte til tandlægen og var ude og købe sandaler, blot med nogle andre børn. Det var meget varmt, så det var dejligt at komme hjem i lejren igen og spille og hygge. Zina syntes åbenbart, at Robi var blevet lidt langhåret, for pludselig var stuen lavet om til frisørsalon.
Torsdag skulle vi i Fun Park Fyn. Og jeg skal ellers love, at vi fik noget for pengene, for jeg er sikker på, at ingen af aktiviteterne var uprøvede, da vi tog hjem. De skulle bare prøve det hele. Jeg lokkede Adrian og Andrea op i luftgyngerne, selv om Adrian ikke lige i starten syntes, det så sjovt ud, men han må jo have ændret mening, for han tog 11 ture i træk. De største hits var nok de motoriserede go-karts og så Badeland. Jeg tror, de lokkede mig op på vandrutchebanen 20 gange, og hver gang vi kom op af vandet, sagde Alexandra med et stort smil og vand i øjnene: I like it. Det er da ikke til at stå for. Robe faldt i vandet ved bådene 2 gange, så han måtte låne Daniels badeshorts, og Ulla købte en fin Fun Park Fyn t-shirt til ham. Drengene havde fået nogle smarte underbukser, som de brugte som badeshorts. Det så fint ud, indtil de begyndte at revne. Drengene tog det nu i stiv arm, så det fik vi mange grin af. Også da et par af drengene kom til at gå ind på dametoilettet. Alina, pædagogen fra Gavojdia, sagde straks, hun kom, at hun ikke kunne tåle at springe i trambolin, men det glemte hun vist, for hun hoppede rundt sammen med børnene og hyggede sig vildt. Om aftenen havde Jan lavet bål. Det var rigtig hyggeligt, og børnene/de unge begyndte at sýnge. Vi havde nogle fakler med, og sådan nogle havde de vist aldrig set før, så de blev brugt som både cigarer og alt muligt andet.
Fredag var hjemrejsedag for vores families vedkommende, og det var ikke rart. Der var ingen af os, som havde det særlig godt, for vi havde haft gang man går i gang med et stykke arbejde, er der altid nogle af børnene, som gerne vil hjælpe. Vi ville alle fire gerne være blevet derovre.
Jeg og min familie syntes, at det var en rigtig dejlig oplevelse, som vi kan leve længe på. Der var en god stemning hele vejen igennem. Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Anne.Mette, Mark, Inge og alle I andre, som kom og gjorde lejren til en oplevelse.
PS. Hvis du har lyst til at se mine digitale fotos fra den 1. uge af lejren, kan du sende en mail på mona_ancher@yahoo.dk, så finder vi ud af det. Børnene er jo glade for at blive fotograferet, så jeg har 209 billeder fra den uge.

Top