Forårstransporten 2006
Af Per Naldal

For medlemmerne af transportudvalget er marts måned en hektisk tid. Madindsamling, afhentning og sortering af varerne, modtagelse af børnepakker, udarbejdelse af lister over pakkerne (og evt. rykkere til kontaktfamilier, der er lidt sent ude af starthullerne), optælling og sortering på lageret, udarbejdelse af eksportpapirerne, lastning af bilerne samt alt det andet, som det vil føre for vidt at opregne her; men det lykkedes igen at nå det hele, ikke mindst takket være alle de "menige" medlemmers indsats. To store lastbiler blev fyldt op og kunne sendes af sted på den lange tur til Lugoj. Det var en god fornemmelse, da eleverne fra transportskolen kunne lukke bilerne, og vi kunne konstatere, at lageret var tømt, alt indsamlet gods var med. Nu ville vi først få lastbilerne at se igen, når de ankom til toldstationen i Lugoj, hvor toldbehandlingen finder sted, en behandling alle ser frem til med spænding - men herom senere.

Følgebussens passagerer udgjorde foruden de 6 transport-udvalgs-medlemmer 28 "turister", hvoraf flere var med for første gang. Alle oplevede en lidt anden rejse end tidligere, idet vi for første gang ikke kørte non-stop til Rumænien, men i stedet havde en overnatning i Sydtyskland i Regensburg. Dette betød naturligvis, at vi først ankom til Lugoj sent om aftenen, men jeg tror de fleste oplevede opholdet på hotellet i Regensburg som en særdeles behagelig afbrydelse på den lange tur.

For lastbilernes vedkommende - der jo ikke følges med bussen, men køre ad en anden rute - havde vi denne gang den oplevelse, at toldbehandlingen forløb usædvanlig hurtig. Allerede efter et par timers ophold kunne tolderen klippe plomberingen over, så onsdag eftermiddag påbegyndte vi udleveringen af varer og pakker. Stort set forløb dette uden større problemer. Enkelte pakker måtte efterlyses og der skulle også i hast fabrikeres ekstra pakker til børn, der af én eller anden grund ikke stod på vore lister, men lørdag eftermiddag kunne børnene på Gavojdia som de sidste kvittere for deres pakker.

Naturligvis opstod der uforudsete situationer og problemer, som måtte løses på stedet, og som vi skal prøve at tage højde for næste gang. Transportudvalget afholdt således evalueringsmøde sidst i april, og her blev forløbet gennemgået, ikke mindst på baggrund af de evalueringer, som følgebussens deltagere har afleveret til os.

Og til slut en opfordring: Hvis du endnu ikke har været i Rumænien med følgebussen, så overvej om det ikke skulle være ferien næste gang. Der er garanti for oplevelser af en helt anden slags end dem, de store rejseselskaber kan give. Du møder medlemmer af projektet og får rig lejlighed til at udveksle erfaringer og drøfte forhold i foreningen, du ser, hvordan foreningen arbejder, du får med selvsyn indtryk af de projekter, foreningen har, du møder de dejlige børn, du får et indtryk af en afgrundsdyb fattigdom, men også af et samfund, der er på vej frem, du får…..!
Ja, lad det komme an på en prøve - og så er du for øvrigt med til at minimere udgifterne til bussen til gavn for foreningen.

Til sidens top

Er du nu også sikker på, at disse varer kommer det rigtige sted hen og ikke forsvinder i korrupte personers lommer? - Dette spørgsmål blev jeg stillet overfor adskillige gange, når jeg i forbindelse med indsamlingen af mad til børnehjemmene i Lugoj stod i forhallen til Dreislers Storkøb i Frederikshavn og snakkede med de glade givere, Storkøbs kunder. Jeg forsikrede altid, at da vi selv kørte til Lugoj med varerne og selv uddelte alt, hvad vi havde fået indsamlet på de rette steder, så kunne det ikke gå galt. Nå, var svaret tit, skal du så med til Rumænien? Nej, desværre, måtte jeg meddele, det er der andre, der gør. Hvorfor andre og ikke dig? - Ja, hvorfor ikke mig! Så jeg tog beslutningen, nu skulle det også være mig.
Idéen smittede, så foruden vores faste repræsentanter fra Frederikshavn, Per og Edly Naldal, meldte 3 andre sig også til turen, så vi var 6 i alt fra Frederikshavn, der tog til Lugoj den 26. marts. Det blev en på alle måder meget spændende, overraskende, opløftende og tankevækkende tur for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men det, jeg oplevede, overgik alle mine forestillinger om, hvordan de faktiske forhold for vore børn og unge mennesker samt deres pædagoger, ledere og andre medarbejdere er.
Rumænien er et ufatteligt fattigt land. Alt er mere eller mindre nedslidt, undtagen den romersk katolske kirke, vi oplevede Højmessen i. De engang meget flotte huse og palæer fremstod som miserable bygninger. Vejene var fyldt med store huller, så vores bus samt de taxier, vi kørte i, måtte køre slalom. Den største del af befolkningen var meget fattige, og nogle af dem, vi talte med på det lokale marked, fortalte os om sult. Men min oplevelse af børnehjemmene var for den største del positiv. Vi debutanter var med rundt de fleste steder og bar madvarer, legetøj, beklædningsgenstande og børnepakker ind på hver sit børnehjem. På de hjem, hvor børnene var hjemme, blev vi modtaget med en begejstring og glæde, som om vi var julemanden, der kom - og det var vi måske også. Det var rørende. Børn kom og omfavnede os og hoppede af fryd, blandt andet en dreng over en reklamerygsæk fra Spar Nord med en rulle Mariekiks stoppet i. Mange ville gerne have et kram og fik det. Det var en glæde så stor, at man blev helt tavs indeni. Hvor må de børn og unge mennesker have manglet alle de mange kram, vi som en selvfølgelighed giver vore børn og børnebørn.
Børnehjemmene bar mere eller mindre præg af manglende økonomi til vedligeholdelse. Men der var med meget små eller ingen midler gjort en del for at skabe en form for hygge og et beboervenligt miljø. En lille lysedug på et bord.
En broderet serviet hængt op på en væg, alt, hvad der kunne pynte og opmuntre, var sat frem og hængt op, så det midt i fattigdommen varmede. På værelserne, hvor der for det meste boede 4 unge mennesker sammen, var der pyntet op med billeder af deres danske kontaktfamilier, af pop- og sportsstjerner, samt krammedyr smukt arrangeret på sengene. Det var rørende. I Lugoj kom vi nogle gange på børnehjemmet F1, særlig i kraft af, at Edly Naldal har et kontaktbarn dér. Vi fik en meget fin rundvisning af dansktalende Marianne, som har en god kontaktfamilie i Danmark. Hun har været i Danmark hver sommer, siden hun var en lille pige. Marianne var meget stolt over at vise F1 frem. Børnehjemmet var indrettet med en slags familiesektioner, hvor der var fællesskabsstue med spisebord, hyggekrog og TV. Til hver fællesskabsstue hørte der 3-4 værelser, hvor der boede 4 teenagere i hvert værelse. De havde indrettet sig meget hyggeligt. Så var der en stor fællesskabsstue til alle på børnehjemmet, samt en slags gymnastiksal og hobby-terapirum. Deres stolthed på F1-hjemmet var de nye badeværelser, som sammen med nymalede vægge og dekorerede vægflader af de unge mennesker selv gav et positivt og varmt udtryk. Vi var så heldige, Edly, Tove og jeg, at vi mødte Amalie, som fortalte os, at på lørdag havde hun fødselsdag, så hun inviterede os med til fest. Vi skulle komme ved 8.30 tiden. Vi mødte op, og det var en dejlig oplevelse. Der var fyldt med unge mennesker, som morede sig dejligt med hjemmelavet buffet og rumænsk runddans og også en sjæler ind imellem, for man er jo ung og hormonerne skal jo også have lov til at udfolde sig. Vi 3 danske "piger" morede os dejligt, og vi dansede og deltog i al morskaben. Det lykkedes mig at blive hjerte- og penneveninde med en anden Amalie på 16 år, som jeg gav et smykke. Hun blev så begejstret for mig, at jeg måtte gå i forsvarsstilling, når jeg mødte hende på gaden og andre steder, for når hun så mig, fór hun af sted som en raket og kastede sig om halsen på mig. Hun har allerede skrevet til mig på rumænsk, så jeg er ved at få brevet oversat. Da hun i forvejen har en dansk pakkefamilie, måtte jeg se mig om efter en anden, der havde behov for en dansk kontakt. Da der er mangel på kontakt-pakkefamilier til drenge, meldte jeg mig som kontakt-pakkemor for en dreng, Valentin, på 19 år. Jeg glæder mig meget til at få personlig kontakt til ham og lære ham at kende. Han har aldrig haft kontakt med en dansk familie, og det opdagede jeg under mit ophold, at det betyder utrolig meget for de børn og unge mennesker, der opholder sig på de utallige mange børnehjem, der findes i hele Rumænien. Jeg har planlagt, at til efteråret vil jeg gerne til Rumænien igen og få personlig kontakt med Valentin og også med lille Amalia, som vi kalder hende til forskel fra fødselsdagsbarnet store Amalia.
Til slut vil jeg udtrykke min beundring og taknemmelighed for det store arbejde, jeg oplevede, at bestyrelsen og transportudvalget i Rumæniensprojektet gør. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det arbejde, der ligger bag hele den succes, som jeg oplever arbejdet på de fleste børnehjem indebærer. De sled i det hver dag og de fleste aftener med møder, aftaler med ledere og myndigheder om praktiske gøremål på hjemmene her og nu, for skolegang og for de unge fremover med uddannelse og et værdigt voksenliv. En ting er jeg klar over, uden den synlighed som Rumæniensprojektet af 1992 gør ved at være på stedet, at komme mindst 2 gange om året, at blande sig i forholdene på hjemmene, så havde tilværelsen for børnene og de unge mennesker i dag været betydeligt alvorligere. En varm tak til Jer alle sammen i Rumæniensprojektet for det store arbejde, I udfører.

Til sidens top

Oplevelser og tanker med følgebussen
Af Gunver Ipsen, Bornholm

Efter første gang at have været med følgebussen til Rumænien, vil jeg gerne fortælle lidt om mine oplevelser og tanker.
Jeg har været medlem siden 1997, men har ikke rigtig haft mod eller lyst til at tage med før nu.. Jeg og min datter på 30 år har hver et barn i Rumænien. Min dreng, Felician, der er 14 år og bor på Recas, har aldrig været i Danmark. Han var med os på udflugt om lørdagen, men mere turde jeg ikke binde an med. Han lærer ikke engelsk, men heldigvis havde vi min datters pige på 17 år med, så hun var tolk for os. Felician havde en rigtig sjov dag, sagde han, og det var jeg glad for at høre.
Vi havde trods sommerfugle i maven en rigtig god tur derned, en god overnatning og nogle dejlige rejsefæller, så vi følte os på intet tidspunkt "alene". Heller ikke når vi skulle ud at spise. Jeg spurgte på et tidspunkt, om vi måtte "hænge på", og Edly svarede med det samme: "Her hænger vi ikke på, her er vi sammen". Og tak for det, Edly.
Vi var på mange børnehjem for at dele mad og pakker ud. Vi var i sigøjnerlandsbyen og så skolen, på mødrehjælpen, hvor Inger Brøndum Rasmussen fortalte med begejstring om, hvad der er gjort og om planerne fremover. Samtidig så vi den jord, som tilhører huset, og som de unge fra udslusningshjemmet dyrker. Det var ikke rigtig forår, men det var på vej.
Det var nogle meget oplevelsesrige dage, og da vi nåede søndag, måtte jeg have en lille pause og i stedet sidde lidt med mit strikketøj. Jeg tror ikke, jeg kunne tælle til 10.
Min dreng kommer ikke til Danmark. Jeg synes, det er så vigtigt med uddannelse, og vi kan desværre ikke redde alle, men det er her, jeg vil støtte økonomisk. Mødrehjælpen trænger også, ja, der er rigtig mange steder at hjælpe.
Jeg har fået øjnene op for det kæmpe, kæmpe arbejde, der bliver gjort af rigtig mange "ildsjæle" i foreningen. Tusind tak for Jeres store indsats.
Jeg har i skreven stund nu været hjemme i ca. 14 dage, men har endnu ikke helt klare tanker i hovedet. Jeg er født på solsiden, men der er mange, som ikke har været så heldige. Det var en rigtig god tur, og tusind tak for det.

Til sidens top

En oplevelse for livet rigere
Af Birgitte Sommergaard Ipsen, Kalundborg

Sammen med min mor (Gunver Ipsen) var jeg for første gang af sted med følgebussen til Rumænien. En kæmpe oplevelse, som jeg kun kan anbefale alle at tage med på.
Jeg har siden 1997 haft Cristina, der nu er 17 år, som mit kontaktbarn. Cristina har været så heldig, at hun 3 gange har været med på lejren i Gelsted, hvor jeg de 2 af gangene har besøgt hende. Derudover har hun en enkelt gang for 5 år siden været oppe på besøg til jul, så jeg kender en lille smule til, hvem hun er… - en meget sød pige. Det var derfor for mig helt klart, at hun var velkommen til at sove på vores hotelværelse, såfremt hun selvfølgelig hver morgen tog af sted i skole. Det var nogle rigtig gode dage, jeg havde sammen med Cristina, der efterhånden også er ret god til engelsk, så vi kan gøre os mere og mere forståelige overfor hinanden. En enkelt dag tog vi sammen ud og besøgte hendes familie, der består af hendes forældre samt 6 søskende. Det var rart at få en lidt større indsigt i hendes baggrund - hvor hun kommer fra, og hvorfor hun siden som 7-8 årig har boet på Gavojdia.
Cristina og jeg fik talt en del om uddannelse. Om godt et år er hun færdig med det, der svarer til vores gymnasium - og hvad vil hun så? Jeg vil gøre mit til at støtte hende til en videre uddannelse, hvilket hun også selv er meget indstillet på at få (…. og ikke børn….. endnu!).
Ud over at være mest muligt sammen med Cristina, var min mor og jeg med følgebussen rundt til de forskellige steder, som min mor har fortalt om. Det var rigtig godt at få sat billeder på alt det, som man hidtil kun har læst om i medlemsbladet. Alle på hele turen har været fantastiske - åbne, glade og hjælpsomme uanset, hvor man kom hen. Trods de triste beretninger, man i løbet af turen har hørt - skæbnehistorier, som går helt ind i hjertet på en og gør ondt, og hvor man ville ønske, at man kunne redde hele verden, så gør solskinshistorierne alligevel dét, at man helt sikkert syntes, at projektets virke i Rumænien er utrolig godt. Især når man hører om, hvordan det tidligere har været på fx nogle af børnehjemmene, og hvad det så, som jeg med egne øjne så, er blevet til.
En stor, stor tak og et kæmpe skulderklap til alle de ildsjæle, der pukler for Rumæniensprojektet. Jeg er blevet en oplevelse for liver tigere - en oplevelse, jeg absolut ikke ville have været foruden. Tusind tak for en rigtig god tur.

Til sidens top

Besøg på "Georghe Atanasiu" i Timisoara
Af Vibeke Byrgesen, Grenå

I forbindelse med transporten var vi om fredagen inde og dele pakker ud på håndværkerskolen i Timisoara. Vi har jo i Rumæniensprojektet en del unge, der går på skolen bl.a. fra Recas, og for at være sikker på, at de unge får deres pakke, vil vi hellere aflevere dem der.
Der var nogle få unge, som ikke var der på det tidspunkt, men så blev en lærer tilkaldt. Han kvitterede for pakkerne og låste dem inde på sit kontor.
Skolen, som ligger midt inde i Timisoara, er omgivet af et stort trådhegn, og der sidder en portner, som er meget påpasselig med, hvem han slipper ind. Vi fik først lov at komme ind, da Jeanette havde vist ham sit pas.
Vi blev så modtaget af en smilende direktør, Petre Lascau, og blev vist op i et lærerværelse. Direktøren sørgede for kaffe og vand, og vi blev budt på rumænsk Whisky. Med Addi som tolk fortalte direktøren lidt om skolens baggrund. Den er bygget i 1897 som en døveskole. I 1992 blev den omdannet til både at have døve og ikke døve elever.
Det er en håndværkerskole med fag som frisør, murer, tømrer, maler og mekaniker. Skolen har desuden en lille systue. Der optages unge mellem 16 og 20 år fra børnehjem, fosterfamilier og biologiske familier. Læretiden er mellem 3 og 4 år, men fra 2007 vil alle fag blive på 3½ år. Visitation til skolen foregår i samarbejde mellem direktoratet og direktøren, og undervisningen er gratis. Hvis der er plads, kan man bo på skolen, men der er mange elever, som hver dag kører 6o km frem og tilbage for at komme i skole. En organisation fra Tyskland sponsorerer høreapparater til de elever, som er døve. Direktøren fortalte, at han i 2004 havde været til et døveseminar på Ålborgskolen (dansk døveskole). Han viste os et kort over Danmark og billeder af, hvor han havde boet. Det var han meget stolt over.
Efter foredraget fik vi lov til at se skolen. Direktøren beklagede meget, at de fleste værksteder var lukket ned for weekenden, men de, som var åbne, måtte vi gerne se. Direktøren viste selv rundt, og jeg må sige, at jeg blev meget positivt overrasket. Spisesalen var stor og rummelig og med duge på bordene. Pigeafdelingen var nyrenoveret; der bor ca. 10 personer på hvert værelse med deres eget skab på gangen. Der er en meget lille opholdsafdeling med fjernsyn - ligeledes ude på gangen. Her var der også en meget stor opslagstavle med en masse navne på samt 1-, 2- og 3-taller ud for hver enkelt navn. Vi spurgte, hvad det betød, og lærerinden fortalte, at hvis eleverne ikke gør rent og rydder op på værelset, får de et 1-tal, hvis det er nogenlunde i orden, får de et 2-tal, og hvis det er helt i orden, får de et 3-talt samt et stykke chokolade. Der var flest 3-taller!
Vi så tømrer/snedker-værkstedet med en del maskiner, men ingen udsugning. Vi måtte ikke se drengeafdelingen, da den er meget nedslidt og trænger til renovering.
Alt i alt var det en dejlig oplevelse med en utrolig smilende og positiv direktør. Vi spurgte, om der var nogle ting, de manglede på værkstederne. Her blev direktøren genert og kunne næsten ikke få sig selv til at sige, at de mangler meget håndværktøj: til frisøren mangler de sakse, kamme, børster, tørrehjelme m.m.. Til systuen stof og tilbehør. Til værkstederne tommestokke, skruetrækkere m.m.. Kort sagt alt småt værktøj, så eleverne ikke behøver at stå og vente på, at andre bliver færdige.
Jeg syntes, det var dejligt at se skolen, hvor mange af vore unge fra projektet vil få en uddannelse, og direktøren håbede meget på, at vi ville komme igen. Helt sikkert - jeg vil meget gerne besøge skolen igen.

Vibeke Byrgesen

Til sidens top

Lidt om skolegangen I Rumænien
Af Vibeke Byrgesen

Der er skolepligt i Rumænien - fra 1. til 8. klasse. I 8. klasse skal eleverne til eksamen (Cap examen). Derefter har man følgende muligheder:
? Man kan gå ud af skolen.
? Man kan vælge at komme i en professionel skole.
? Man kan vælge at komme i High School.
? Man kan vælge at komme på specialskole.

Professionel skole.
Det hedder 8. til 11. klasse, men man starter forfra med 1., 2. og 3. år. Skolen består af en praktisk del samt en teoretisk del.
Efter 2. år skal man til eksamen. Derefter kan man vælge at stoppe eller tage det tredje år med.
Efter det 3. år er der endnu en eksamen.

High School.
Eleverne kan gå direkte til high school fra ottende klasse, hvis de har bestået optagelsesprøven. Det hedder så fra 8. til 12. klasse. Derefter skal eleverne op til en eksamen, hvorefter de kan vælge at læse videre på universitetet.
Man kan også komme på universitetet efter den professionelle skole, men her skal man gå 2 år på high school først.

Specialskole.
Der er en orientering om specialskolen andet steds i bladet.

Dette er, hvad jeg har fået oplyst om skolegangen i Rumænien, og jeg mener det kan være af almen interesse for foreningens medlemmer.
Til sidens top

Besøg på Placement no. 11 - "Nu Mai Uita"
Af Lone Christensen

Ioan Vlasici, direktør på nr. 11, giver stærkt udtryk for, at ingen kender stedet. Måske har han ret! Ulla Danielsson og jeg, Lone Christensen, vil her forsøge at beskrive et velfungerende sted, så vidt vi kan vurdere.
Trods store frustrationer overfor de nye personer i Direktoratet, fortsætter han et solidt og troværdigt arbejde for børn og personale.
Børnene er alle handicappede. Nogle er mentalt, andre både fysisk og mentalt handicappede. Børnetallet er os lidt ubekendt. Det svinger hele tiden, men er for nedadgående, da også handicappede børn kommer ud i fosterfamilier. Hjemmet har fået støtte fra SSL-gruppen og fra anden side. Senest 6.000,- kr. fra butikken i Søborg til inventar til sanserummet.
Lavinia Borlovan er en anden vigtig person. Lavinia er talepædagog og færdiggør denne sommer sit psykologi-studie. Hun har talenter for det kreative og det menneskelige. Lavinia har 3 somre haft studieophold i Frederiksborg Amt. Via hende er der skabt sanserum og aktivitetsrum med perler, tæpper og meget mere. Mange af materialerne og inspirationerne hentes fra Danmark.
Personalet på nr. 11 har i en uge i foråret og 1 i efteråret 2005 fået specialkurser af professionelle grupper fra Danmark. Sidste uge var støttet med 3 flyvebilletter på i alt 9.000,- kr. fra SSL og F1-gruppen.
For 2 år siden blev der efter forhandlinger med Direktoratet skabt et dagcenter for hjemmeboende handicappede børn fra Lugoj og omegn. Børnene, som nu tæller 19, hentes hver dag af børnehjemmets 2 små minibusser. Udgiften til benzinen dækkes af forskellige private danske sponsorer. Alt andet, såsom mad, personale, og rådgivning til forældrene, gives fra børnehjemmet uden nogen omkostning for forældrene.
Forældrene til disse børn er utrolig taknemlige. De samles ca. 1 gang om måneden til møde med personalet.
Ulla og jeg havde i begyndelsen af maj chancen for at mødes med disse forældre, som nu fremstår som en gruppe. De er trygge og stærke og fremsiger nu deres forskellige og særlige behov. Flere af dem gav udtryk for deres praktiske problemer og ønsker. Som følge af dette er SSL-gruppen nu sponsor for et par natskinner, som lige nu er under produktion hos en lokal bandagist. Derefter flyttes fokus til en ekstremt platfodet dreng.
På dette møde gjorde forældrene opmærksom på den besværlige procedure, hvor de hver 3. - 4. måned skal "bevise" for Kommissionen i Timisoara, at deres barn stadig behøver særlig hjælp. Ulla og jeg vil med lidt/meget autoritet!!!!!! anbefale, at møderne afholdes i Lugoj.
Brev er nu sendt til Direktoratet i Timisoara.
Livia Marinescu er i alle disse sager den praktiske formidler mellem forældregruppen og SSL. Dette blot for at give et billede af et positivt samspil.
Yderligere informa-tion om Dagcentret kan fås hos:

Lone Christensen
Tlf.: 4913 4707

Ulla Danielsson
Lone Christensen
Til sidens top

Adopter en bunica (bedstemor).
Af Grethe Oddershede

I Rumænien er der mange enlige ældre, som er meget fattige. Mange af dem lever under en fattigdom, som det er svært for os at forstå. De bor dårligt - spiser dårligt, og de har ikke råd til medicin!
Jeg vil foreslå, at vores forening tager dem under sine "vinger", d.v.s. at vi i vores vedtægter gør det muligt at hjælpe!
Det kan være brændselshjælp! Som tidligere foreslået, og som noget nyt, kan man lave en slags adoptionsordning, hvor man tildeler en ældre til en familie! Som så betaler et beløb til denne hver måned, så deres liv bliver lidt mere værdigt.
Idéen er direkte "hugget" fra en artikel i Ældresagens blad, hvor det blev fortalt, at det foregår i Hviderusland, og har stor succes. I Hviderusland er det beløb, som man betaler, 60 kr., og det er med til at give de ældre et bedre liv. Beløbet skal jo så tilpasses rumænske forhold.
Jeg forestiller mig, at vi kan tiltrække nye medlemmer, da jeg ved, at Ældresagen er blevet ringer ned af folk, som ville deltage i projektet.
Hvad siger I? Er det noget vi skal bygge videre på?
Venlig hilsen Grethe Oddershede.

PS. Er der nogen, som synes, at idéen er god og vil være med, kan I kontakte mig på tlf.: 7553 4772 - bedst om aftenen.
Til sidens top

Kære medlemmer og alle, der bakker op om Mødrehjælp- og Krisecenterprojektet
Af Inger Brøndum Rasmussen

Tak for interessen og al hyggen på turen med transportbussen, og ikke mindst tusind tak for den økonomiske støtte og alle de gode sager til huset. Tak for den store opbakning ved "Åbent Hus" søndag eftermiddag. Jeg blev glad for at se, at de indsmuglede blomsterløg blomstrede med den farve, de er skabt til, og ikke sorte, som der var blevet spået.
Vi mangler et godt stykke af renoveringen. Vi har haft møde og lavet en plan; en gruppe rejser ned her i sommer og "giver den en skalle mere". Nu skal der kloakeres i området, og vi skal være med. Måske trækker det ud, da ikke alle i gaden har råd til at være med.
Vi er trætte af det og synes, det er træls med alt det arbejde, der er gjort med at nedlægge en samletank - spild af gode kræfter og mange penge. Men udviklingen skal vi jo ikke stå imod eller beklage. På grund af renoveringen kan vi ikke modtage flere kasser med ting og sager eller møbler nede i huset i Lugoj.
Men vi vil gerne - efter aftale - modtage udstyr m.m. på vores lager til senere transport, ligesom vi også gerne modtager økonomisk støtte; hver en krone er velkommen.
På nuværende tidspunkt kan vi ikke melde ud om åbning af huset; men vi gør, hvad vi kan, både arbejdsmæssigt og økonomisk.
God sommer.
På gruppens vegne
Til sidens top

Evalueringerne af forårstransporten 2006 blev hovedsageligt præget af, at turen med følgebussen var en stor og positiv oplevelse for deltagerne; men der er også forslag til ændringer, som vi diskuterede på transportudvalgets evalueringsmøde og har taget til efterretning. Der var mange tilkendegivelser af, at forsøget med overnatning i Tyskland bør gentages. Efterårstransportens følgebus bliver derfor igen med overnatning i Regensburg i Sydtyskland. Følgebussens "officielle" navn er: Tansportudvalgets Følgebus. Heri skal ikke lægges andet, end at deltagerne må være opmærksomme på, at de ikke kan forlange en professionel guidet tur. Turen er for udvalget en arbejdstur, hvor man i den udstrækning, det er muligt, prøver at tilrettelægge forløbet på en måde, så alle får en positiv oplevelse. Vi forsøger at udvise fleksibilitet i forhold til ønsker fra deltagerne, arrangerer udflugter, inddrager så mange som muligt i afleveringsprocessen i Rumænien og forsøger at holde et højt informationsniveau om aktivteterne; men først og sidst er formålet afleveringen af varerne på de rette institutioner og til de rigtige personer. I pressede situationer kan "serviceniveauet" derfor ikke forventes at være højt - man må medbringe en vis portion overbærenhed og tålmodighed.Mellemfolkeligs Samvirke har meddelt, at da man forventer, at Rumænien bliver optaget i EU pr. 1. januar 2007, vil tilskuddene til transporterne falde bort med udgangen af indeværende år. Dette har naturligvis alvorlige konsekvenser for vore aktiviteter. Som Peter Andersen skriver andet steds i bladet, må vi imødese, at vi fremover kun kan sende én lastbil afsted to gange årligt. Prioriteringen af, hvad disse "beskårne" transporter skal omfatte, er naturligvis ikke en beslutning, som udvalget skal tage, men mulighederne for i fremtiden at medtage møbler og andre store genstande vil sikkert ikke kunne forventes. Madvarer, gavepakker og tøj plejer alene at have et omfang, som kan fylde en lastbil.Det er vigtigt, at man fremover træffer aftale med Knud Jensen, hvis man har varer, som man ønsker skal med transporten. Vi har stoppet for modtagelse til efterårstransporten, da vi af de ovenfor nævnte grunde skal have lageret i Krarup tømt, idet vi skønner, at efterårets to lastbiler med det, der allerede er indsamlet og/eller givet tilsagn om, er fyldt op.Mange aktiviteter foregår i den uge, transporten og følgebussen opholder sig i Lugoj, og flere personer har derfor et transportbehov under opholdet. Imidlertid må vi fastholde, at foreningens bil nødvendigvis skal være til rådighed for transportudvalget og kan således ikke påregnes at kunne benyttes af andre.Som bekendt er de to gavepakker, som man har ret til at sende som kontaktmedlem, kontingentbetalt, men desuden kan man - ligeledes for sit kontingent - sende én pakke (banankasse) med tøj én gang årligt.Og: Læs reglerne for indlevering/afsendelse af pakker grundigt andet steds i bladet. Det er ikke alt, der er som det plejer at være. Der foretages ændringer fra gang til gang på grundlag af indhøstede erfaringer og nye krav fra de rumænske myndigheder. Foreningens hjemmeside forsøges løbende opdateret, og her kan man hente til udprintning indholdlisterne til pakkerne - både den, der skal klæbes på pakken, og den, der skal sendes til Brian Jensen..
Per Naldal
Til sidens top