Med følgebussen til Rumænien
Af Bodil Donnerup
Fynsgruppen

Netop hjemvendt fra turen med transporten til Rumænien, fyldt op med oplevelser på "sjæl og krop", har jeg lyst til at fortælle lidt af det, der måske også kan interessere andre i foreningen.
At være med følgebussen giver en god mulighed for at lære hinanden at kende. Der var en god stemning i bussen, jeg tror ikke, nogen kan mene andet. Nogen kommer man tættere på end andre og får specielt del i de problemer, der optager dem.
Det var en hektisk uge. Vi tumler hver især med bekymringer og omsorg for de børn og unge, som vi er i kontakt med, og som vore følelser omslutter. Og det er egentlig forbavsende, hvad der kan lykkes på de få dage med hjælp fra personalet fra udslusningen og Mihaela på kontoret, der villigt prøver at hjælpe til alle sider.
Udflugten i år gik gennem smukt landskab og maleriske småbyer til et sted nær byen Resita. Vi var ca. 50 personer med de børn og unge, der var blevet inviteret med af deres familier. Området her ligger ved en stor sø, og vi kan se sneen på bjergtoppene. Det er et skisportssted med liftsystem; vi så folk komme med ski på taget, mens vi nød sol og sommer (lige netop lørdag var det nu lidt koldt i modsætning til de øvrige dage). Det var planen, at Inger Brøndum ville vise rundt på mødrehjemshuset, som afslutning på udflugten, men desværre blev det ikke til noget, da vi havde forregnet os med tiden og besluttede at afstå denne part af udflugten. Det belv så muligt for de interesserede at tage ud til huset næste dag.
Det ser jo rigtig godt ud derude; man er kommet langt med renoveringen. Et flot køkken og badeværelse. Nye vinduer står parat til at blive udskiftet med de gamle. Tømmer til det lille hus, hvor grunden allerede er støbt, ligger endnu inde i huset og har overvintret tørt og godt. Allerede dagen efter, at vi forlod Rumænien, ville "arbejdsholdet" gå i gang med at sætte det lille hus op. Det er meningen, at det skal være muligt for de unge fra udslusningshjemmet at benytte det, når de er derude for at passe haven. Alt dette har vi jo kunnet følge med i fra de tidligere indlæg, men det er nu noget andet at se det med egne øjne.
Vi var nogle stykker, der talte om, at det ville være en rigtig god ting, hvis det var muligt at skaffe en motoriseret havefræser. Jorden er stiv og lerholdig og har ikke været dyrket i mange år, før de unge nu er gået i gang med det. Det ville nok både gavne jorden og blive lidt sjovere at have med at gøre.

Mon nogen skulle have mulighed for at skaffe dem et sådant redskab?

En anden ting, der faldt mig i øjnene, var, at der bagest i haven, hvor grunden slutter, ikke er nogen markering - hegn eller lignende. Alle og enhver kan faktisk gå ind bagfra og tage af de unges afgrøder, og det ville være skrækkelig synd og ærgerligt, når de nu har den mulighed for at skaffe sig diverse grøntsager og passer det ivrigt.
Det er hyggeligt at gå på gaden og på markedet i Lugoj. Dels møder man sine rejsefæller, og dels støder vi på børn og unge, som vi kender. Lisa Haas mødte jeg også. Hun havde travlt med at arrangere møder med børn, som hun hjælper med høreapparater eller briller.

P.S.!! Ja, så er jeg kommet hjem endnu en gang fra et par dage i Rumænien, som jeg denne gang besøgte "på egen hånd" sammen med min mand kørende i en autocamper.
Vi nåede lige at møde de to brave håndværkere, Bjarne og Gunnar, som skulle rejse hjem samme dag. Vi nåede dog at tage ud til mødrehjemshuset sammen med dem, og så her det flotte resultat af nogle arbejdsuger dernede. Bjælkehuset stod nu på fundamentet, nymalet og flot. Det var rigtig dejligt at se.
Det er planen, at de to vil ned og gøre det helt færdig indvendig sidst på denne måned- De unge hjælper jo til, og jeg har forstået, at det foregår i en gemytlig og hyggelig atmosfære.

På verdensplan findes der 15-20 millioner sigøjnere; i Rumænien ca. 2.250.000 - ca. 10% af befolkningen.

Vejen til Europa.
Romaernes tidligere historie er dårlig belyst. De stammer fra det nordlige Indien, som de forlod i perioden fra 800 - 950. Nogle forskere hævder, at der var tale om en stor udvandring af et folk. Årsagen til, at romaerne forlod Indien, fortaber sig i fortiden. Romaernes lange vandring fra Indien bragte dem til Europa i det 14. århundrede.

Kort om romaerne:
De fleste romaer taler sproget romani, der er beslægtet med moderne sprog i det nordlige Indien.
Som vandrende folk har romaerne aldrig haft centrale ledere eller krav på bestemte områder. Man regner med, at 20% stadig er regulære nomader, 20% lever som en blanding af nomader og fastboende, og 60% bor fast i et område.
Romaernes flag stammer fra 1933 og blev udnævnt til officielt flag på World Romani Congress i London i 1971.
Flaget er blåt foroven - som himlen, grønt for neden - som jorden, og i midten er der et orangefarvet hjul.

På kongressen blev også sangen "Djelem djelem" ophøjet til officiel hymne.

"Djelem djelem" - romaernes hymne:
Jeg har rejst en lang vej.
Jeg har mødt romaer tilsmilet af lykken.
Jeg har rejst vidt og bredt.
Jeg har mødt romaer i medgang.
Oh, Romas mænd. Oh, Romas ungdom.
Oh, Romas mænd. Oh, Romas ungdom.
Oh, Romafolk, hvor du end kommer fra
Med telte langs kunstige veje.

Også jeg havde engang en stor familie,
Nu myrdet af den sorte religion.
Følg mig, romaer i hele verden.
følg mig til hvor vore veje åbner sig.
Tiden er kommet - rejs Jer romaer,
Vore bestræbelser vil blive belønnet.
Oh, Romas mænd. Oh, Romas ungdom.
Oh, Romas mænd. Oh, Romas ungdom.

Romaerne hører til de laveste samfundsgrupper og slås i forskellig grad med diskrimination, fattigdom, arbejdsløshed og analfabetisme.
De hårdeste forfølgelser af romaer i nyere tid fandt sted under Hitlers regime i Tyskland 1933 - 1945. Forskere mener, at ca. 700.000 - 800.000 blev udryddet

På Rumæniensprojektets transporttur 3. - 12. april 05 besøgte vi en zigøjnerlandsby beliggende et stykke udenfor Lugoj. Vi skulle aflevere skolemøbler samt andre småting. Vi kørte derud med en af de store lastbiler og bussen. Det var en interessant og festlig tur. Jo længere vi kom ud, jo mere ujævn blev vejen. Landskabet var ved at vågne til forår. Folk kiggede forundrede på det store vogntog; 5 mænd måtte bugsere en parkeret bil længere ind til siden. Ole, leder af transportskolens lastbiler, måtte selv bag rattet og manøvrere den store lastbil ind i skolegården.
Skolen har godt 100 elever op til 10. klasse. Der var roligt og stilfærdigt på skolen. En 8. klasse var i gang med undervisningen ude i skolegården

Efter aflæsning blev vi vist rundt til alle klasselokaler, hvor undervisningen var i fuld gang. Alle lokaler var pyntet med en masse opslag på væggene: Nydelig skrift og tegninger; en masse symboler fra årets gang, dyreriget, blomsterriget og Zigøjnernes liv og traditioner. Læreren, der viste os rundt, fortalte at zigøjnerne dér hørte til den musiske gruppe. Undervisningen foregik mest på romaernes eget sprog. For nylig var der lavet en nybygning til børnehaveklasse. Det var en fornøjelse at se de små børn i fuld gang med at tegne og lave "matematik" - at tælle til 5.

Jeg kan godt forstå, at de var glade for de gode skolemøbler fra Nordjylland. Jeg observerede på turen rundt i skoleklasserne, at der var hårdt brug for nogle nye tavler. Er der nogle, som læser dette indslag, der har mulighed for at organisere "nye" tavler, så vi kan glæde dem derude på skolen på landet.

Til slut nogle pluk fra en romani-ordbog:
Bare biav: Bryllup, en begivenhed af kolossal betydning for en roma-familie, forældres stolthed og glæde.
Alaj: Når gommens familie marcherer til brudens hjem med musik, dans og traditionel beklædning.
Cintanja:Romakvindernes traditionelle tøj lavet af skinnende materialer.
Vasilica Koro: En højtæret, respekteret person valgt af hver familie til at gå først ind i hjemmet på festdagen (14. januar). Skal bringe held og velstand til familiens medlemmer.
Papin:Romaord for gås, der betragtes som hellig. Ifølge legenden sendte Gud gæs, der reddede romaerne fra at drukne i "det store hav".
Romani tata: Hjulet på en roma-hestebogn, symboliserer den uendelige rejse over hele verden. Hjulet ses i romaernes flag.
Romano vogi: Betyder bogstaveligt romaernes sjæl; mere symbolsk har det betydningen storsindet person.
Angrusti: Betyder ring; mere symbolsk om en aftale mellem to forældrepar om deres børns fremtidige bryllup.
Khammi romani: En gravid kvinde, som respekteres højt af heele familien, fordi hun bærer to sjæle.
(Ljatif Demir)

Uddrag af bøger, artikler m.m. samt selv oplevet.

Tak for en interessant tur.

Til sidens top

For et par år siden meldte jeg mig ind i foreningen, fordi jeg var begyndt at arbejde som frivillig i genbrugsbutikken i Søborg. Samtidig meldte jeg mig som pakkeafsender til to - for mig - unavngivne børn på børnehjemmet i Recas.
Det var dejligt at pakke disse pakker, ligesom det var dejligt at tænke på, at der i Rumænien var et par børnehjemsbørn, der kunne have glæde af de ting, jeg med omhu havde udvalgt.
Men efterhånden fik jeg behov for at have et helt konkret barn at sende mine pakker til. Konsekvensen blev at jeg meldte mig som kontaktmedlem, og af de mulige "emner" valgte vi - min mand og jeg - en pige lige rundet de 13 år. Meget affødt af det faktum, at vi har at barnebarn - også en pige - på samme alder.
Nu havde jeg et helt bestemt barn at sende mine pakker til. Men derved blev det også meget mere nærværende. Nu var der rent faktisk et børnehjemsbarn, der i en eller anden sammenhæng fremover ville være afhængig af vor omsorg, og som under ingen omstændigheder måtte skuffes.
Ironisk nok kom vore tanker og samtaler herefter til at handle om en pige, vi intet viste om - på det tidspunkt havde vi ikke engang et billede af hende. Vi viste heller intet om hendes baggrund, og om hvorfor hun opholdt sig der på børnehjemmet. I begyndelsen havde vi heller ikke et navn, vi kunne kalde hende, fordi vi ikke viste, hvilket af hendes flere fornavne, hun blev kaldt (det viste sig at være Maria). Det var lidt underligt, og for mig blev det derfor nødvendigt at møde hende, så vi gensidigt kunne lære hinanden at kende.
Da vi tilhører bedsteforældre generationen, mente vi ikke, vi kunne påtage os ansvaret for at tage et barn - vi ikke kendte - på ferie her i Danmark. Derfor meldte jeg mig til forårs-følgebussen for at tage ned og besøge "vor" pige i Rumænien. Vi talte meget om det, inden jeg rejste, og jeg lovede min mand, at jeg ikke ville falde for fristelsen og love hende et ferieophold i Danmark.
Jeg var meget spændt på at se, hvad det var, jeg havde involveret mig i - kunne vi overhovedet finde en forståelse med hinanden? Vi havde jo intet sprog tilfælles. Der var så mange tanker i mit hoved, at jeg var lige ved at fortryde hele projektet.
Efter en lang, men smuk rejse gennem Tyskland, Østrig og Ungarn, ankom vi om formiddagen til Lugoj, en mindre by ca. 35. km. fra Recas, som igen ligger ca. 15 km. fra Timisoara, (en af de større byer i Rumænien). Her blev nogle af os indkvarteret på udslusningshjemmet Clementina, der i sig selv blev en dejlig oplevelse.
De sidste 3 dage af vort ophold kunne vi have vore rumænske børn boende hos os på Clementina. Jeg var den eneste, der ikke kendte mit barn på forhånd.
Da dagen oprandt hyrede Anne-Lise Petersens og jeg en taxa, der først kørte
Da dagen oprandt hyrede Anne-Lise Petersens og jeg en taxa, der først kørte os til Timisoara, hvor vi hentede Anne-Lises pige Andrea (også 13 år) og derefter til Recas.
Da vi ankom til Recas, stod der en flok børn og ventede på os - en af dem var Maria.
Vi havde talt om, hvordan de to piger ville komme overens, men al vor - mest min - bekymring kom til at stå til skamme, for der gik ikke to minutter, før de to piger snakkede sammen på livet løs!
For Maria og mig blev det virkelig til kærlighed ved første blik. Hun er en dejlig, sød, mild og kær pige. Det viste sig også, at vi ikke behøvede de store sproglige færdigheder - tegn, 8 engelske gloser samt stor velvilje er en kæmpe hjælp, når mennesker gerne vil hinanden.
Alle de ting, tøj, sko og "gaver", jeg havde med fra Danmark fik lyset til at skinne i hendes brune øjne, og for mig var det en fantastisk glæde at se, hvordan hun blomstrede op time for time.
Der blev tager mange billeder, og intet "øje er tørt" når jeg viser dem frem herhjemme.
Dagene på udslusningshjemmet fløj af sted, og Maria og jeg fik etableret et dejligt og bestemt spirende venskab - på trods af sprogbarriere og stor aldersforskel.
Efter min hjemkomst er der skrevet mange breve - Maria er rigtig flink til at skrive - og vort fællesskab bliver mere og mere konsolideret, efterhånden som vi lærer hinanden bedre og bedre at kende.
Hun har en ældre bror og søster, der også bor på børnehjemmet i Recas. Fremover kommer jeg nu nok til at sende 3 pakker to gange om året til de tre børn i Recas, hvoraf den ene er kommet til at fylde meget i vore tanker og samtaler her i vor danske familie.
Da jeg kom hjem og fortalte min mand om den søde, dejlige Maria, blev vi enige om, at til næste år - hvis alt går vel - skal hun på ferie her hos os i Danmark.

Maj 2005

Til sidens top