Mânâ în Mânâ

Februar 2005


Rumæniensprojektet
af
1992

Hovedmenu  

Præsentation  

Formanden har ordet
Af: Peter Andersen

Rigtig godt nytår til alle.

Jeg håber, at alle, der har haft børn på juleferie, har haft en god oplevelse. Det, at få børnene til Danmark, viste sig en mere besværlig opgave end forventet.

Først efter en tur til Rumænien og 4 dages møder med alle de forskellige instanser lykkedes det, og det kun efter et møde med direktoratets jurist Bianca (jeg kan desværre ikke huske efternavnet), der viste sig at have det fornødne mod til at sætte tingene på plads. Tusind tak til hende og Mihaela for et fint stykke arbejde.

Hvorfor var det så besværligt? Nye regler kræver en underskrift fra begge biologiske forældre. De er svære at opspore; nogen nægter at skrive under; nogen siger, det ikke er deres barn; nogen er i udlandet; nogen vil ikke til notar; nogen kan ikke findes osv. osv.. Det i sig selv er meget tidkrævende. Der skulle laves en evaluerings-rapport på hvert barn; det var ikke gjort på mange af dem - det tager tid. Der er mange involveret i disse ting; samarbejdet mellem de forskellige folk fungerer ikke tilfredsstillende; ingen tør tage et ansvar, men de forsøger at give aben videre. Det, der skulle være kendetegnende for en leder, er jo netop, at man påtager sig et ansvar, men det gælder åbenbart ikke overalt. Men det lykkedes til sidst endnu en gang. Tak til familien Byrgesen for et stort administrativt arbejde. Tak til Jeanette for arbejdet med pædagogerne; tak til Birte MacIntyre, Susan Arnild samt Inge og Knud Jensen for at huse dem.

Mens jeg var i Rumænien, besøgte jeg et børnehjem i Peciu Nau, der ligger ca. 25 km. sydvest for Timisoara. Her var de børn, der boede på Rudolph Walther institutionen, blevet flyttet til. Hjemmet så pænt ud, ledelsen var venlig; det drives af den katolske organisation Caritas fra Essen. Jeg mødte den tyske dame, der havde startet hjemmet. Deres idéer og arbejde ligner meget vores. Selv om de ikke var enig i vores ferieprojekt, ville de ikke modsætte sig, at børnene måtte rejse.

På generalforsamlingen her i november forsøgte jeg at rejse en diskussion om foreningens fremtid: Hvad vil vi med foreningen? Desværre kom der kun få og spage visionære bud herpå.

Det er imidlertid uhyre vigtigt, at der løbende sker en tilpasning, der stemmer overens med modtagernes behov, for selv om vi har et godt koncept, så trænger det til fornyelse. Undlader vi dette, når vi ikke længere, og det ville være en skam, når man tænker på de ressourcer, der ligger gemt i medlemsskaren. Der er ingen tvivl om, at den store offervilje, der er til stede her, også viser sig i de resultater, der hidtil er opnået. Jeg tror, at mange føler en stolthed ved at være en del af projektet.

Vi kan naturligvis have forskellig opfattelse af det, vi gør; vi kan have en forskellig opfattelse af måden, vi løser opgaverne på, men én ting kan vi slå fast, nemlig at "VI GØR EN FORSKEL" og det er vel det optimale mål, at gøre en forskel for dem, der ikke kan klare sig selv.

Det er vigtigt, at vi sætter os ambitiøse mål, at vi arbejder målrettet mod disse mål og ikke lader os nøje med laveste fællesnævner. Der kan nævnes flere eksempler på sådanne mål, f.eks. mødrehjælp-projektet, udslusningsprojektet, uddannelsesprojektet. Lone Christensens, F1 og SSL's initiativ til at sende forskellige folk i handicapbehandling ned til inspiration for det lokale personale.

Det er uhyre vigtigt med øget støtte til uddannelse, ikke alene til de kloge hjerner, men til alle slags uddannelser, da det er den bedste garanti for at give de unge mennesker en bedre fremtid, så de kan klare sig i det rumænske samfund og leve et anstændigt liv. Det har de unge glæde af, det får de selvtillid af, og det får Rumænien glæde af. Selv om det kun er en lille del af Rumæniens unge, vi kan hjælpe, så gør det for dem en stor forskel.

Men det er også vigtigt, at nye projekter kommer til for at imødekomme nye tiders krav. Det er vigtigt, at vi også samarbejder på tværs af grupperne, at vi løfter i samlet flok, og at ressourcerne bruges der, hvor de gør størst gavn. Er der nogen af medlemmerne, der har gode idéer til nye tiltag, vil vi gerne høre om det.

Under et møde i direktoratet fremførte jeg en del klager, dels over voldelige forhold på Recas og dels over lignende problemer i fosterfamilier. Hvad Recas angår, er en pædagog meldt til politiet, og han er fratrådt sit job på hjemmet. Man lovede, at alle klager angående fosterfamilier, ville blive undersøgt. Det er min fornemmelse, at de gør det, men det tager tid, og det er ikke altid den ene hånd ved, hvad den anden gør.

Med hensyn til de ledsagende pædagogers engelskkundskaber og deres opgaver, mens de er her, vil jeg endnu en gang tage det op med direktoratet, når jeg kommer derned til foråret, da det stadig ikke synes at være gået op for dem, at det er nødvendigt, at de kan mere end et par gloser, for at vi kan kommunikere med dem, samt gøre pædagogerne begribeligt, at det er en arbejdstur og ikke en ferietur for dem.

Endvidere kan jeg fortælle, at der stadig er en tilgang af nye medlemmer. Alene her mellem jul og nytår er der kommet 3 henvendelser om medlemskab - det er da positivt.

Med ønsket om et succesrigt 2006 til alle sendes de venligste hilsener.

Top

 

{table_right}