Rigtig godt nytår til alle.
Jeg håber, at alle, der har haft børn på
juleferie, har haft en god oplevelse. Det, at få børnene
til Danmark, viste sig en mere besværlig opgave end forventet.
Først efter en tur til Rumænien og 4 dages møder
med alle de forskellige instanser lykkedes det, og det kun efter
et møde med direktoratets jurist Bianca (jeg kan desværre
ikke huske efternavnet), der viste sig at have det fornødne
mod til at sætte tingene på plads. Tusind tak til
hende og Mihaela for et fint stykke arbejde.
Hvorfor var det så besværligt? Nye regler kræver
en underskrift fra begge biologiske forældre. De er svære
at opspore; nogen nægter at skrive under; nogen siger,
det ikke er deres barn; nogen er i udlandet; nogen vil ikke
til notar; nogen kan ikke findes osv. osv.. Det i sig selv er
meget tidkrævende. Der skulle laves en evaluerings-rapport
på hvert barn; det var ikke gjort på mange af dem
- det tager tid. Der er mange involveret i disse ting; samarbejdet
mellem de forskellige folk fungerer ikke tilfredsstillende;
ingen tør tage et ansvar, men de forsøger at give
aben videre. Det, der skulle være kendetegnende for en
leder, er jo netop, at man påtager sig et ansvar, men
det gælder åbenbart ikke overalt. Men det lykkedes
til sidst endnu en gang. Tak til familien Byrgesen for et stort
administrativt arbejde. Tak til Jeanette for arbejdet med pædagogerne;
tak til Birte MacIntyre, Susan Arnild samt Inge og Knud Jensen
for at huse dem.
Mens jeg var i Rumænien, besøgte jeg et børnehjem
i Peciu Nau, der ligger ca. 25 km. sydvest for Timisoara. Her
var de børn, der boede på Rudolph Walther institutionen,
blevet flyttet til. Hjemmet så pænt ud, ledelsen
var venlig; det drives af den katolske organisation Caritas
fra Essen. Jeg mødte den tyske dame, der havde startet
hjemmet. Deres idéer og arbejde ligner meget vores. Selv
om de ikke var enig i vores ferieprojekt, ville de ikke modsætte
sig, at børnene måtte rejse.
På generalforsamlingen her i november forsøgte
jeg at rejse en diskussion om foreningens fremtid: Hvad vil
vi med foreningen? Desværre kom der kun få og spage
visionære bud herpå.
Det er imidlertid uhyre vigtigt, at der løbende sker
en tilpasning, der stemmer overens med modtagernes behov, for
selv om vi har et godt koncept, så trænger det til
fornyelse. Undlader vi dette, når vi ikke længere,
og det ville være en skam, når man tænker
på de ressourcer, der ligger gemt i medlemsskaren. Der
er ingen tvivl om, at den store offervilje, der er til stede
her, også viser sig i de resultater, der hidtil er opnået.
Jeg tror, at mange føler en stolthed ved at være
en del af projektet.
Vi kan naturligvis have forskellig opfattelse af det, vi gør;
vi kan have en forskellig opfattelse af måden, vi løser
opgaverne på, men én ting kan vi slå fast,
nemlig at "VI GØR EN FORSKEL" og det er vel
det optimale mål, at gøre en forskel for dem, der
ikke kan klare sig selv.
Det er vigtigt, at vi sætter os ambitiøse mål,
at vi arbejder målrettet mod disse mål og ikke lader
os nøje med laveste fællesnævner. Der kan
nævnes flere eksempler på sådanne mål,
f.eks. mødrehjælp-projektet, udslusningsprojektet,
uddannelsesprojektet. Lone Christensens, F1 og SSL's initiativ
til at sende forskellige folk i handicapbehandling ned til inspiration
for det lokale personale.
Det er uhyre vigtigt med øget støtte til uddannelse,
ikke alene til de kloge hjerner, men til alle slags uddannelser,
da det er den bedste garanti for at give de unge mennesker en
bedre fremtid, så de kan klare sig i det rumænske
samfund og leve et anstændigt liv. Det har de unge glæde
af, det får de selvtillid af, og det får Rumænien
glæde af. Selv om det kun er en lille del af Rumæniens
unge, vi kan hjælpe, så gør det for dem en
stor forskel.
Men det er også vigtigt, at nye projekter kommer til
for at imødekomme nye tiders krav. Det er vigtigt, at
vi også samarbejder på tværs af grupperne,
at vi løfter i samlet flok, og at ressourcerne bruges
der, hvor de gør størst gavn. Er der nogen af
medlemmerne, der har gode idéer til nye tiltag, vil vi
gerne høre om det.
Under et møde i direktoratet fremførte jeg en
del klager, dels over voldelige forhold på Recas og dels
over lignende problemer i fosterfamilier. Hvad Recas angår,
er en pædagog meldt til politiet, og han er fratrådt
sit job på hjemmet. Man lovede, at alle klager angående
fosterfamilier, ville blive undersøgt. Det er min fornemmelse,
at de gør det, men det tager tid, og det er ikke altid
den ene hånd ved, hvad den anden gør.
Med hensyn til de ledsagende pædagogers engelskkundskaber
og deres opgaver, mens de er her, vil jeg endnu en gang tage
det op med direktoratet, når jeg kommer derned til foråret,
da det stadig ikke synes at være gået op for dem,
at det er nødvendigt, at de kan mere end et par gloser,
for at vi kan kommunikere med dem, samt gøre pædagogerne
begribeligt, at det er en arbejdstur og ikke en ferietur for
dem.
Endvidere kan jeg fortælle, at der stadig er en tilgang
af nye medlemmer. Alene her mellem jul og nytår er der
kommet 3 henvendelser om medlemskab - det er da positivt.
Med ønsket om et succesrigt 2006 til alle sendes de
venligste hilsener.
Top
