Rumæniensprojektet af 1992

Krisecenter/Mødrehjælp i Lugoj
Bjarne og Gunnars oplevelser ved renoveringen af huset i Lugoj
I foråret 2003 fik vi en henvendelse fra Inger Brøndum, om vi ville tage en tur til Lugoj for at se på huset, og hvad der skulle renoveres. Den 20. juli pakkede vi vores kufferter med lidt værktøj og rejste så til Lugoj. Vi blev afhentet i lufthavnen i Timisoara af Attila og Daniel og kørte til Udslusningshjemmet, hvor vi boede under opholdet i Lugoj. Der mødte vi også Timeea, som kunne tale lidt dansk.

Den gamle brønd
Samme aften kørte vi en tur ud til huset. Der mødte vi en del af de unge, der hørte til udslusningshjemmet. Vi blev budt på aftensmad, som bestod af ris og små frikadeller, som de havde tilberedt i huset. Det blev nogle hyggelige timer sammen med de unge mennesker, og allerede den aften blev vi klar over, at vi ikke kun var kommet derned for at arbejde, men også for at skabe et godt forhold mellem de unge mennesker og os. Det var rart at se den glæde, de viste os, at vi ville tage derned og hjælpe dem med huset.

Det gamle tag
Dagen efter besigtigede vi huset og fandt hurtigt ud af, at taget på den bagerste del af huset trængte meget til at blive skiftet ud. Sammen med Attila og Timeea kørte vi ud i byen for at købe tømmer, lægter og søm. Da der var mange af tegl tagstenene, der var i stykker, var der ikke nok og nye kunne vi ikke købe mere, så det blev til cement tagsten, som var malet røde - et flot tag.
Det var fantastisk at se de unge mennesker både piger og drenge kravle rundt på taget både for at tage alt det gamle tømmer ned og sætte det nye op og til sidst at lægge tagstenene på. Det kunne de bare, og hver aften var der fælles spisning. Nogle gange bestilte vi mad ude i byen, som vi hentede ved syv-otte tiden og hyggede os med til det blev mørkt.

Rejsegilde på det nye tag
Når vi var kommet tilbage til Udslusningshjemmet, var der flere aftener, hvor de unge mennesker kom ned i køkkenet til os med en kage, de lige havde bagt eller et stykke melon og for at vise os nogle billeder, de havde taget og fortælle os om Rumænien.
Dagen kom, hvor vi skulle rejse hjem igen. Det var med vemod vi forlod de unge, de havde spurgt mange gange, hvornår vi kom igen.
Det blev så lørdag den 23. august, hvor Attila hentede os i lufthavnen i Timisoara og kørte os til Udslusningshjemmet. Der var stor gensynsglæde med de unge mennesker, og om aftenen serverede de pandekager for os, og der blev talt meget om hvad vi skulle lave. Denne gang skulle vi lave toilet, baderum, få vand lagt ind, slået den gamle brønd i stykker og gravet en septiktank ned, men vi manglede en murer! Det hørte Attila. En time senere kom han og sagde, at der kom en murer søndag formiddag for at se på arbejdet. Det var Nicolai, som vistnok var vokset op på en børnehjem i Timisoara, men som viste sig at være en meget dygtig murer.
Nicolai kom mandag, så vi tog ud i byen for at købe mursten, sand, cement, kalk og lejede en blandemaskine hos en mand i nærheden af huset. De andre unge gik i gang med at grave til afløbsrør og septiktank, det var en hul på 3½ m. dyb. Godt klaret af de unge drenge kun med skovl og spade. Senere købte vi fliser til vægge og gulv i badeværelset. Nyt loft blev det også til, og der blev bestilt nye vinduer og døre til huset samt et nyt køkken, som endnu ikke er monteret.
Vi har også fået et godt forhold til naboerne omkring huset. De kommer og hilser på os og kommer med hjemmebagt boller og kager til os alle. Andre kommer med druemost, som de lige havde lavet. Det er også dejligt at se nogle af de unge piger og drenge, som er flyttet ud fra udslusningshjemmet gå på arbejde fra kl. 5 morgen til 2 eftermiddag, kommer ud og hjælper os hver dag med arbejdet.
Denne gang havde de unge på eget initiativ fået en af de unge pigers svigermoder til at lave mad til os alle. Der blev købt lidt ind om formiddagen, som Attila afleverede til vores madmoder, og til aften hentede han dejlig frisklavet rumænsk mad til os. Først en gang suppe og derefter ris og frikadeller eller andre kødretter, som var veltilberedt.
Vi kunne også mærke, der var et stort sammenhold blandt de unge fra børnehjemmene. Lørdag og søndag kom der mange unge ud til huset for at se, hvad der blev lavet, og vi kunne se den glæde, det var for de unge at kunne vise frem, hvad de havde været med til at lave i huset.
Så kære støttemedlemmer det er en flok dejlige unge I giver jeres støtte til.
Vi håber vi kan tage turen derned igen til foråret, og vores største ønske er at kunne tage et hus med til de unge, som de kan bruge når de er i haven.
Venlig hilsen Bjarne og Gunnar
Kilde: Rumæniensprojektets medlemsblad "Mana in Mana" December 2003
Tilbage til sidens top - Tilbage til oversigt