Foreningen


Rumæniensprojektet
af
1992

Hovedmenu  

Præsentation  

Bestyrelsen: links
Bestyrelsen
Årsberetning 2003
Bestyrelsens skriftlige årsberetning for 2003
Som noget nyt har bestyrelsen besluttet at lave en skriftlig beretning, som optages i bladet sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Der vil på generalforsamlingen herudover blive aflagt en kort mundtlig beretning.

Idéen med at lave en skriftlig beretning er, at vi på generalforsamlingen kan få bedre tid til at drøfte de fremadrettede aktiviteter, da det efter vor mening er mere interessant, end at drøfte "den sne der faldt i fjor". Det betyder selvfølgelig ikke, at aktiviteterne i det afsluttede foreningsår ikke kan drøftes, for det bør de naturligvis, så bestyrelsen ved, om den er på rette spor.

Foreningens medlemstal
Foreningens medlemsantal var pr. 31. august 2003 i alt 709 medlemmer. Heraf udgør kontaktmedlemmerne 449 og støttemedlemmerne 260.

Det vigende medlemsantal skyldes bl.a., at mange kontaktmedlemmer stopper, når børnene bliver anbragt i fosterfamilier, enten fordi kontaktmedlemmet synes, at nu har barnet fået en familie, og så er der ikke et behov for en dansk familie mere, eller også fordi kontakt-medlemmet føler sig forpligtet til også at støtte de øvrige børn hos fosterfamilien og selve fosterfamilien, og dermed bliver det en for stor belastning. Fosterfamilieproblematikken vil blive behandlet nærmere i den mundtlige beretning.

Ny folder om foreningen
I forsøget på at hverve nye medlemmer har PR-udvalget lavet en ny letlæselig folder om foreningen, og bestyrelsen overvejer i øjeblikket at iværksætte en hvervekampagne.

Mødrehjælpsprojektet
Vort nye Mødrehjælpsprojekt er kommet godt fra start med Inger Brøndum som primus motor. Huset er betalt kontant til Projekt Udslusningshjem, og renoveringen af huset er i fuld gang med stor hjælp fra et par danske håndværkere og nogle af de unge fra udslusningshjemmet. En stor del af pengene er kommet fra Midtjyllandsgruppen, som har forpligtet sig til at støtte projektet fremover. Herudover har bl.a. Tips & Lotto ydet 50.000 kr. til projektet.

Når renoveringen er tilendebragt, satses der på at ansætte en sygeplejerske som daglig leder, men opstartstidspunktet er ikke fastlagt endnu, da det kan være svært at forudse, hvornår renoveringen er færdig.

Lektiehjælpsprojektet
Et andet nyt projekt, som er næsten klar til at løbe af stabelen, er lektiehjælpsprojektet, som Vendsysselgruppen står for. Økonomien til at starte projektet med er i orden, og undervisningslokale er sikret. I øjeblikket afventes svar på antallet af børn, der har behov for hjælp, og der søges efter kvalificerede lærere. Som sædvanlig er Lucia Raileanu (F1) på tværs, idet hun vil se en skriftlig godkendelse fra Børnedirektoratet! Sagen er for længst forhandlet på plads mellem Inge Vestergaard og Børnedirektoratets leder, så der må være et internt kommunikationsbrist mellem Børnedirektoratet og F1. Vi krydser fingre for, at projektet snarest kan komme i gang.

Fosterfamiliegruppen
En ny gruppe har set dagens lys, nemlig Fosterfamiliegruppen med Ann Ammons som formand. Vi er i bestyrelsen meget glade for dette initiativ, idet der er et meget stort behov for at holde styr på alle de børn, der kommer ud i fosterfamilier, eller som kommer hjem til de biologiske forældre. Gruppen skal naturligvis ikke kun holde styr på, hvor børnene er placeret, så kontaktfamilierne hurtigt kan blive underrettet, men skal i høj grad også være det omdrejningspunkt, hvor erfaringer om fosterfamilier samles, og hvor kontaktfamilierne kan få råd og vejledning. Samtidig er gruppen også tænkt som sparringspartner for Børnedirektoratets fosterfamilieafdeling omkring uddannelse af fosterfamilierne og dannelse af netværk mellem fosterfamilierne.

Bygningsforbedringer på Scoala Speciala i Lugoj
På Centrul de Placement nr. 10 (Scoala Speciala Lugoj) er SSL-gruppen i fuld gang med et større ombygningsprojekt. Der indrettes mindst 2 lejligheder med plads ca. 12 af de store piger i en eksisterende bygning. Selve ombygningen står børnehjemmet selv for, så SSL-gruppen betaler kun for de nødvendige materialer. Det første badeværelse er færdigt, og derefter fortsættes med værelserne. Det er et flot projekt, som virkelig vil forbedre hverdagen for de 12 heldige piger.

Udslusningshjemmet
Udslusningshjemmet optog 6 nye unge i sensommeren og efteråret 2002. Både disse unge og de, der allerede boede der, har i dag arbejde, hvilket er flot i betragtning af Rumæniens meget høje arbejdsløshedsprocent. Hovedparten af de unge går i skole ved siden af. Nogle går i gymnasiet, andre på forskellige tekniske skoler, og en er ved at tage stort kørekort.

Udslusningshjemmets nye have
Årets store begivenhed var købet af den længe ønskede have. Hovedparten af de unge har haft stor glæde af at deltage i det frivillige havearbejde. Kun to har ikke vist interesse for det. Hele sommeren har haven produceret friske grøntsager og frugt i store mængder. De unge har syltet og frosset ned til vinterforråd i en uendelighed. Uden medlemmers generøse støtte ved køb af proformaskøder og Rambølls Jubilæumsfond´s lige så generøse støtte, havde det ikke kunnet lade sig gøre.

Ophold på Udslusningshjemmet udvidet til 3 år
Efter et oplæg fra Udslusningshjemmets personale har projektgruppen accepteret, at de unge, hvis de selv ønsker det, kan bo på hjemmet i tre år i stedet for to år. Derfor er der kun optaget to nye unge i dette efterår, således at der i alt er optaget 14 unge.

Kontoret i Søborg
Vort kontor i Søborg fungerer stadig, men de få frivillige, der passer kontoret, har meget svært ved at dække åbningstiden, så vi har hårdt brug for, at flere melder sig til at tage en tørn, inden vore heroisk kæmpende kontorpiger opgiver. Kontoret er foreningens ansigt udadtil, og derfor er det meget vigtigt, at det fungerer tilfredsstillende, så potentielle nye medlemmer ikke skræmmes bort. Kom venligst ud af busken og tilbyd hjælp til lettere kontorarbejde til glæde for os alle!

Transporterne til Rumænien
Årets to transporter med gavepakker, madvarer og andre fornødenheder kunne som sædvanlig ikke gennemføres helt uden problemer, men problemerne har dog ikke været større, end at de har kunnet løses gennem til tider lange og seje forhandlinger med diverse indførselsmyndigheder. Det er et flot resultat, at transporterne tilsammen har medbragt ca. 18.500 kg madvarer, ca. 3.000 gavepakker til børn og personale samt en mængde andre varer. Vort solidt og dygtigt arbejdende transportudvalg har overholdt budgettet takket være interne opstramninger, velvillig prisgivning fra Transportskolen i Fredericia samt større tilskud fra Mellemfolkeligt Samvirke (som administrerer Udenrigsministeriets Øststøttefond) end forventet.

Jule- og sommerrejserne
Rejseudvalget har gennemført jule- og sommerrejserne perfekt på trods af diverse forsøg på benspænd fra bl.a. Lucia Raileanu (F1), som ikke ville lade de børn, der ikke bestod 8. kl. eksamen, komme til Danmark. Vi fik dog Børnedirektoratet til at omstøde denne afgørelse. Enkelte børn kunne ikke komme p.g.a. pasproblemer, og enkelte børn kunne ikke få tilladelse fra deres forældre. Få dage før det første hold sommerferiebørn skulle af sted fra Rumænien, fik rejseudvalget besked om, at nogle børn på F2 havde Hepatitis B (smitsom leverbetændelse). I sidste øjeblik blev det dog opklaret, at disse børn var født med sygdommen, og at en lægeundersøgelse havde vist, at den ikke var i udbrud, så børnene kom alligevel til Danmark. Rejseudvalget har nu taget skridt til at sikre, at børnehjemmene fremover oplyser, om nogle af de inviterede børn har smitsomme sygdomme som f.eks. tuberkulose eller hepatitis.

Sommerlejre i 2003
Det er atter i sommer med stor succes lykkedes for F2-gruppen, Fynsgruppen og Timisoaragruppen at gennemføre de "sædvanlige" tre sommerlejre fortrinsvis for de børn, der ikke har kontaktfamilier.

Projekt Uddannelse
Projekt uddannelse betaler p.t. for 8 unges videregående uddannelse på universitetet i Timisoara, medens 5 andre er i gang med en praktisk uddannelse.

Medio september havde projektet modtaget ansøgninger fra 4 unge, der gerne ville studere på universitetet og 5 andre, der gerne ville i gang med en praktisk uddannelse. Et studie på universitetet koster ca. 400 Euro pr. år, så projektet er afhængig af tilskud fra fonde, virksomheder og private m.fl.

Kontoret i Lugoj
Den 1. april 2003 blev Atila Cziki ansat på kontoret i Lugoj som "blæksprutte". Atila skal vedligeholde bilen, fungere som chauffør og hjælpe både transportudvalget og rejseudvalget med en række opgaver, hvilket betyder, at hans løn, som er på ca. 1.000 kr. pr. måned, deles mellem transportudvalget, rejseudvalget og bestyrelsen. Ansættelsen er et led i vor strategi om at kunne yde en bedre medlemsservice.

Samarbejdsaftale med Børnedirektoratet
I april 2003 indgik foreningen en samarbejdsaftale med Børnedirektoratet. I aftalen har foreningen kun bundet sig til at gennemføre de aktiviteter, der er nævnt i vedtægterne, og aftalen er indgået for 2 år. Samarbejdsaftalen var et krav fra Børnedirektoratet, for at vi kunne fortsætte vore aktiviteter. Kravet skyldes, at Rumæniens parlament for et par år siden har udstedt en lov, som forlanger at alle udenlandske organisationer, som arbejder for børnehjemsbørn, skal godkendes, så det er nu på plads.

Rejseudvalgets økonomi
På sidste års generalforsamling var der en del polemik om rejseudvalgets arbejdskapital, af et medlem kaldt for overskud. Medlemmet udtrykte på generalforsamlingen forståelse for en "buffer" på 35.000 kr., men samtidig forlangte medlemmet hele arbejdskapitalen tilbagebetalt til medlemmerne. Senere har et antal kontaktmedlemmer tilsluttet sig kravet om tilbagebetaling af arbejdskapitalen. Bestyrelsen har afvist dette krav, og derfor har de pågældende medlemmer antaget en advokat, som fører sag mod foreningen.

Pr. 31.8.2002 henstod der i alt 173.000 kr. på rejsekontiene, hvilket er et stort beløb, men det skyldtes, at de netop gennemførte sommerrejser gav et uventet stort overskud bl.a. fordi belægningen i busserne var usædvanlig høj. Både julerejserne 2002 og sommerrejserne 2003 har givet et underskud, så derfor er arbejdskapitalen nu nedbragt til 124.000 kr. De kommende børnerejser forventes også at give underskud.

I hele foreningens levetid har det været bestyrelsens og rejseudvalgets indstilling, at der udmeldes en fast pris før hver rejse, så der ikke senere skal foretages regulering. Hvis medlemmerne i stedet skulle betale den reelle pris for hver rejse, ville det kræve en større administration, som også skal betales, da vi ikke selv har ressourcer til at udføre dette arbejde. Dette punkt vil i øvrigt blive nærmere behandlet i den mundtlige beretning.

På gensyn på generalforsamlingen Bestyrelsen