Rumæniensprojektet af 1992

Bestyrelsen
Årsberetning 2002

Foreningen afholdt 17. november 2002 generalforsamling i Tåstrup.

Her gengives bestyrelsens årsberetning v. fmd. Lisbeth Balslev

De glade pionerdage er forbi
Det forløbne år har yderligere forstærket indtrykket af, at vi står ved en skillevej.

Bag os ligger de glade pionerdage, hvor det gjaldt om hurtigst muligt at afhjælpe kontant nød - tilmed i vort rige Vesteuropas egen baggård.

Bag os ligger en tid, hvor der på børneområdet nærmest var frit slag på alle hylder – enhver der kunne tænke sig at have et lille rumænsk kontaktbarn kunne nærmest vælge og vrage.

Der var nok af dem på børnehjemmene.

Formaliteter og nøjeregnende krav fra de rumænske myndigheders side, var der til gengæld ikke så mange af.

Den tid er forbi.

Rumænien på vej ind i EU ?
Et godt udtryk for de ændrede tider er, at Rumænien i dette efterår har opnået status som officiel kandidat til EU fra 2007 – om blot fem år altså.

Vi er ganske vist mange her, der er godt og grundigt i tvivl, om det nu også vil lykkes så hurtigt.
Men der er ingen tvivl om, at de rumænske myndigheder arbejder hårdt på at slette landets image som landet med de mange børnehjem. Og godt det samme.

Nye vilkår for foreningens arbejde
På et møde i Lugoj i september mellem repræsentanter for Børnedirektoratet og repræsentanter for Rumæniensprojektet kunne lederen af Direktoratets fosterfamilieafdeling, Cristina Stanescu, bekræfte, at målet er at familieanbringe så mange børnehjemsbørn som overhovedet muligt.
I første omgang hos lønnede fosterfamilier – dernæst hos adoptionsfamilier. Der agiteres stærkt for adoptioner i hele Rumænien.

Tilbageværende børnehjem skal højst være for 40 børn, og det vil typisk være over 10-årige, og man kan vel regne med, at det næppe vil være de allerbedst begavede og umiddelbart mest charmerende.

Men Stanescu understregede, at vi stadig har en vigtig rolle at spille – også på fosterfamilieområdet.
Hun betonede, at det er en stor fordel for de familieanbragte børn både at lære den rumænske og den danske familiemodel at kende, og at Børnedirektoratet anser en dansk kontaktfamilie for vigtig for et barns udvikling.

Men altså: Helt nye vilkår for vores arbejde i Rumænien. Og måske en god og naturlig forklaring på, at vi efter nogle år med konstant fremgang har måtte se, at medlemstallet falder.

For vi må se en fremtid i øjnene, hvor vores hjælpeindsats i højere grad kommer til at dreje sig om større børn – og i vidt omfang såkaldte problembørn, børn med større eller mindre psykiske eller fysiske handicap.

De af vores samarbejdsinstitutioner i Timis Amt, som næppe vil blive nedlagt er Recas og SSL i Lugoj, som netop er for børn, der ingen udsigt har til familieanbringelse.

De mange praktiske og bureaukratiske besværligheder, vi pålægges fra rumænsk side, har måske også fået nogle medlemmer til at miste gejsten.

Det er bestemt ikke med foreningens gode vilje, at det skal være så omstændeligt f. eks.at sende en simpel børnepakke, eller at få et kontaktbarn med sig under besøg i Rumænien.

Eller at det skal være nødvendigt måneder i forvejen at udfylde tilmelding af feriebarn.

Eller at det skal være en prøvelse for Transportudvalget hver gang at måtte udfylde stakkevis af papirer for at vi kan få lov til at sende fornødenheder til de rumænske institutioner.

Men alle må forstå, at disse besværligheder er en nødvendig forudsætning for det arbejde vi sammen udfører. Og alle må forstå, at ingen i fordelingsudvalg, rejseudvalg, transportudvalg eller hovedbestyrelse pålægger medlemmerne besværlighederne for sjov eller for egen bekvemmeligheds skyld.

De ændrede tider i Rumænien til trods behøver det IKKE betyde, at vi blot skal lukke og slukke Rumæniensprojektet af 1992.

Bare det – som i denne sommer - at overvære ankomst eller afrejse af feriebørnene bekræfter de stadigvæk mange nære og hjertevarme bånd, der er mellem rumænske børn og medlemmer af vores forening. Vores gamle hovedgrundlag: kontakten mellem danske familier og rumænske børn har altså endnu en rolle at spille med ferierejser, halvårlige pakker, breve, besøg i Rumænien mv.

Dertil kommer, at vi - alt efter hvad der i foreningen er tilslutning til - kan udvide og forny vores virke i Rumænien.

Odense-konferencen om foreningens nye tiltag
Det blev der talt meget om på en konference i Odense i september, som bestyrelsen havde indkaldt til.
Her var der eksempelvis opbakning til, at vi støtter mødrehjælps- og krisecenterarbejde i Lugoj, som skal ses i det perspektiv, at det vil forebygge de sociale problemer, der efterlader så mange børn som tabere.

Og der var opbakning til – i samarbejde med de lokale myndigheder – at forsøge at oprette en lektiehjælpsordning og en lektiehjælpscafé – for nu at nævne nogle eksempler.

På konferencen drøftede vi også de halvårlige transporter og de dertil knyttede madindsamlinger. En af diskussionsgrupperne foreslog, at vi – på sigt – afvikler madindsamlingerne og transporterne med den begrundelse, at der bliver brugt for mange resurser, kræfter og penge på ting, vi kan købe billigere i Rumænien.
Det forslag var der IKKE opbakning til. Som en anden diskussionsgruppe udtrykte det: Indsamlinger og transporter er med til at samle medlemmerne, og vi vil miste medlemmer uden disse aktiviteter. Vi kan heller ikke skaffe de rede penge, som vi samler varer ind for.

Referat fra konferencen er sendt til alle grupper/udvalg og uddrag vil blive bragt i næste nummer af vores blad.

Fokus på børnehjemsbørns voksenliv
Både denne konference og skole-uddannelseskonferencen i november sidste år efterlod tillige det indtryk, at vi i foreningen bør øge vores indsats for unge, der skal i gang med job eller uddannelse.

Vi har allerede Udslusningshjemmet i Lugoj rigtigt godt på skinner, ligesom Projekt Uddannelse med Elke Müller som primus motor gør en flot indsats for beskedne midler. Men mange flere eks-børnehjemsbørn kunne hjælpes på vej til en faglig eller boglig uddannelse for lidt flere penge.

I bestyrelsen har vi med glæde konstateret, at en del medlemmer privat ofrer penge på deres kontaktbørns fremtid i Rumænien – altså uddannelse/læreplads og et sted at bo.

Det er klart, at vi her er ovre i en aldeles frivillig sag, der for så vidt ikke har noget med Rumæniensprojektet at gøre, og det er klart, at alle ikke har lige godt råd.
Men det kan bestemt anbefales at lægge lidt penge til side til barnets voksenliv – eventuelt ved at spare enkelte af de halvårlige ferierejser væk eller sende knap så dyre pakker. Det kan hurtigt blive til et pænt beløb i god vestlig valuta, og de rækker langt i Rumænien.

Endnu et travlt år har det været for bestyrelse, grupper og udvalg – og et år, hvor vi kom til at sige farvel til vores første børnehjem, Sankt Vasile, men også med mange andre betydningsfulde begivenheder.

Allerede i tiden omkring sidste års generalforsamling holdt vi en konference på Vejstruplund på Fyn om skole og videreuddannelse i Rumænien. Fra rumænsk side havde vi inviteret en kontorchef fra undervisningsministeriet i Bukarest samt lederne af henholdsvis skole og børnedirektoratet i Timis Amt. De tre gæster gav os en indsigt i, hvordan undervisningsområdet fungerer i Rumænien i almindelighed og for børnehjemsbørn i særdeleshed.

Ny leder på kontoret i Lugoj
I december sidste år fik vi en ny leder af vores kontor i Lugoj. Der var mange ansøgere til jobbet, og valget faldt i sidste ende på Mihalea Teodorescu, som har vist sig særdeles velkvalificeret ,og – hvad der er allervigtigst - ægte engageret i vores arbejde i Rumænien.
Samtidig med at Mihaela agerer meget professionelt, lægger hun sin sjæl i arbejdet for Rumæniensprojektet - typisk for Mihalea har hun sat sig efter at lære dansk – foreløbig pr. selvstudium.

Køb af stationcar
I april købte foreningen en personbil i Rumænien – en fabriksny Dacia stationcar, som er blevet pyntet op med vores logo. Bilen er – mod en beskeden lejeafgift – til rådighed for alle medlemmer, der er på besøg i Rumænien, idet tillidspersoner med ærinder for projektet dog altid har førsteret.

Den Økologiske Produktionsskole
I maj var en busfuld elever fra Den Økologiske Produktionsskole på Nørrebro i Rumænien, hvor de delte sig i to hold – et som besøgte Gavojdia-hjemmet, og et som opholdt sig på Udslusningshjemmet. Der blev bygget legeplads, lavet karneval, optaget videofilm og meget andet. Og to ungdomskulturer mødtes og lærte hinanden at kende.
Produktionsskolen vil meget gerne sende et hold unge af sted til Rumænien igen til næste år, hvis bare vi igen kan finde frem til nogle gode projekter for dem.

Børnehjemmet i Gavojdia får minibus
I juni fik vi over for Børnedirektoratet gennemtrumfet, at Vasile-hjemmets minibus går videre til Gajovdia, som har god brug for køretøjet i det daglige. Børnedirektoratets leder Rodica Bara havde ellers bestemt sig for, at direktoratet selv skulle have glæde af køretøjet, som VI havde skaffet til Vasile, men efter nogen overtalelse fik vi fru Bara på bedre tanker.

Rumæniensprojektets 10-års jubilæum
Senere i juni fejrede vi så Rumæniensprojektets 10 års jubilæum. Det blev til en dejlig fest i Rødovre, som allerede har været grundigt omtalt i augustnummeret af vores blad.

Atter i år har vi gennemført to transporter med dels indsamlede madvarer dels med gavepakker til børn og pædagoger samt diverse gaver til enkelte børnehjem.

Transportudvalgets indsats
Transporterne har ikke været helt problemfrie, men problemerne har dog været af en sådan art, at de har været løsbare gennem forhandlinger med diverse indførselsmyndigheder.

Desværre har Transportudvalget igen måtte opleve i hast at måtte fremskaffe mange ekstrapakker, fordi en del kontaktfamilier ikke havde fået sendt pakker til deres forventningsfulde kontaktbørn. Det er først og fremmest synd for de børn, som nu må reddes på stregen – så at sige. Men det er også urimeligt over for vores i forvejen hårdt belastede medlemmer af transportgruppen, at de skal påtage sig denne ekstra opgave. Bestyrelsen retter en stor tak til alle i transportgruppen for en kæmpeindsats året igennem.

Om rejseudvalget
En lige så stor tak til Rejseudvalget for knokleriet med at få gennemført det forgange års jule- og sommerferierejser. I bestyrelsen har vi ofte det indtryk, at mange medlemmer af Rumæniensprojektet ikke rigtigt forstår, at det også her drejer sig om en række frivillige, der ved siden af deres private arbejde og familieliv påtager sig et enormt og uegennyttigt arbejde, som er helt nødvendigt for foreningen.

Det er som om, nogle betragter Rejseudvalget – og for den sags skyld også andre udvalg og den valgte bestyrelse – som en slags offentlige institutioner, som man til hver en tid er i sin gode – og meget danske - ret til at klage over.

Det kunne måske være en forståelig attitude i professionelle foreninger som Dansk Røde Kors og Red Barnet m.fl. Men i Rumæniensprojektet er kulturen altså anderledes.

Bestyrelsen beklager den kontrovers der opstod i vinter i forlængelse af Rejseudvalgets beslutning om, at fristen for forhåndstilmeldinger af børn til sommerrejserne skulle overholdes til punkt og prikke. Der er ingen grunde til, at Rejseudvalget skal overbebyrdes med det store ekstraarbejde det er at håndtere tilmeldinger, som kommer dryssende i dagene og ugerne efter den nævnte sidste frist

Vi er i bestyrelsen udmærket klar over, at flere medlemmer af foreningen synes, at der er lagt en for striks og stram linie af det rejseudvalg, som trådte til for ca. et år siden. Så kan man jo venligt og konstruktivt foreslå nogle andre måder at gøre tingene på – eller måske endnu bedre: tilbyde sin arbejdskraft til at deltage i Rejseudvalget - i stedet for at skælde ud.

Sommerlejr 2002
Tre sommerlejre lykkedes det endnu en gang at få gennemført. Bravo!
Og i Rødovre og Frederikshavn har frivillige så flot ofret tid og kræfter på at tage sig af de pædagoger, som vi er forpligtet til at lade rejse med feriebørnene.

Udslusningshjemmet
Projekt Udslusningshjem har i år med vemod og stolthed sagt farvel til de allerførste unge, der flyttede ind på hjemmet i 1999. Unge, der kom som umodne, men nu er blevet voksne, har lært penges værdi, kan spare op, kan svare for sig, og som har selvtillid.

At deres fremtidsudsigter i det dybt forarmede Rumænien alligevel ikke er for lyse er jo et problem, som gælder for alle rumænere. Vore unge er i hvert fald bedre rustet, end de ville have været uden Udslusningshjemmet.

Af de 12 unge, der flyttede ind sidste efterår, er der flere dårligt fungerende, end blandt de første der kom ind – en stor udfordring for projektgruppen bag Casa Clementina og for det dygtige personale på hjemmet.

For at skaffe bedre arbejdspladser til de unge har vort personale bedt om, der kunne anskaffes et stykke jord, der kunne bruges til at dyrke grøntsager og frugt på, evt. til hønsehold eller lign.

Det er projektgruppen gået i gang med at samle penge til.Hanne Lumby fik ideen til at sælge skøder. Det er gruppen i fuld gang med. 200 kr. for et stykke jord på 20 kvadratmeter, som ejeren har ret til at bese, men ingen pligt til at vedligeholde!!

Selvom om medlemmer har støttet flot om ideen, har projektgruppen knapt penge nok endnu til at realisere drømmen. Men der bliver gået ufortrødent videre.
En varm tak fra bestyrelsen til Vibeke og Compagni for den vedvarende indsats.

Tak til de mange hårdsarbejdende udvalg/grupper
Jamen, der er jo heldigvis igen så mange at takke for en uegennyttig indsats i Rumæniensprojektet.
Tænk bare på den flok medlemmer, der dag efter dag møder op i Børneshoppen for at skrabe penge ind til vores arbejde
- eller kontorudvalget, som siden sidst har fået ny leder i Annelise Petersen
- eller Bladudvalget – hvor får Jørgen Clausen dog alle de kræfter fra, når han også skal styre Transport- og indkøbsudvalget!
- eller fordelingsudvalget, hvor vi virkelig har garvede, rutinerede kræfter til at tackle de nye komplicerede fosterfamilie-tider i Rumænien
- eller projekt uddannelse, hvor Elke Müllers kamp for og hengivenhed for de unge, som skal hjælpes på vej, ingen ende kender
- eller den nye SSL-støttegruppe, som er ved at vokse sig til en meget betydningsfuld samarbejdspartner for en af de institutioner, som har allermest hjælp behov
- eller alle de mange andre udvalg, projekt- og lokalgrupper, der igen et år igennem har holdt dampen oppe.

Tordenskjolds soldater
Men, men, men. Det ER altså i den grad Tordenskjolds Soldater, som præger denne forening. Storartede Tordenskjolds Soldater naturligvis.
Men hvor kunne vi dog godt bruge nogle flere nye friske kræfter rundt om i foreningen.
Så fra bestyrelsen kan vi kun råde foreningens medlemmer til at melde sig til en tørn – og også gerne til at komme med nye tanker og idéer.

Med disse ord vil jeg gerne på bestyrelsens vegne ønske alle en rigtig god generalforsamling.

Lisbeth Balslev