Regionale grupper

I begyndelsen var Rumæniensprojektet af 1992 inddelt i regionale grupper, der hver især havde et projekt, de samlede ind til. Det er man dog gået væk fra nu, således at hele foreningen er sammen om at samle ind til alle projekter, der jo er fælles for hele foreningen.

Nedenfor kan du læse om de regionale grupper, der engang var.

Københavnergruppen

Denne gruppe støttede primært børnehjemmet i Gavojdia og var fælles om at lave pakker til alle børn uden dansk familie. Derudover lavede de også pakker til fattige familier og modtog ting, der skulle sendes til Rumænien

Nordsjællandsgruppen

Fra starten og mange år frem var dette en stor og aktiv lokalgruppe, der desværre svandt ind af mange forskellige årsager. En primær årsag var blandt andet, at mange medlemmer i 1991-92 fik pakkebørn, der var 12-13 år gamle og derfor blev voksne og ikke længere modtog pakker, og mange flyttede endda til Danmark, hvor de endnu bor i dag.

Holbækgruppen

Denne gruppe gjorde et stort arbejde med at være fælles om at lave pakker til gruppemedlemmernes pakkebørn samt at hjælpe koordinatorerne på de børnehjem, hvor der manglede pakkefamilier

Vendsysselgruppen

Denne gruppe bestod af mange aktive medlemmer, der mødtes 3-4 gange om året. De arbejdede med madindsamlinger, indsamling af penge til uddannelsesstøtte, information til lokalområdet om foreningens virke og mødte talstærke op til foreningens øvrige aktiviteter.
Derudover blev der holdt årligt julemarked
De samarbejdede derudover med KFUM-spejderne og Skt. Georgs Gilderne.

Midtjyllandsgruppen

Denne gruppe var den primære drivkraft bag åbningen af Casa Flora i 2008 – et mødrehjælps- og krisecenter til nytte for særligt udsatte mødre, der ikke havde andre steder at finde støtte. Midtjyllandsgruppen stod for økonomien og den daglige drift af centret. Til daglig var ansat en leder ved navn Monica Niga – sammen med andet fagpersonale rådgav hun udsatte kvinder om forældrerollen.
Casa Flora måtte desværre dreje nøglen om, men selv efter lukningen hjalp Monica med at dele ting ud til udsatte i Lugoj-området.
Midtjyllandsgruppen har derudover hjulpet med at lave starterkasser tiltænkt til når de unge skal flytte fra børnehjemmet og mangler basale ting såsom tallerkner, sengetøj, håndklæder og lign.

Sydjyllandsgruppen

Denne gruppe hjalp foreningen meget gennem forskellige projektet, alt efter hvad gruppemedlemmerne var mest engagerede i. Gruppen hjalp med at lave ekstrapakker, på lageret og ved at arrangere madindsamling 2 gange årligt. Derudover har de tjent penge via en stand på Brørup Marked om sommeren og til bagagerumsmarkeder. Gruppen var endvidere i kontakt med en gruppe kvinder, der hjalp med at strikke tøj til børn og voksne i Rumænien. Til møderne blev medlemmerne enige om, hvad de indtjente midler skulle gå til.