Et historisk tilbageblik

Det hele begyndte, da den daværende leder af Mødrehjælpen i Danmark, Hanne Reintoft, på vegne af Dansk Røde Kors, i vinteren 1990 rejste rundt i Rumænien for at danne sig et indtryk af de miserable forhold på de overfyldte rumænske børnehjem.

En dag stod Hanne Reintoft med et par halvstore piger foran det såkaldte pigehjem St. Vasile i provinsbyen Lugoj (ca. 50.000 indbyggere) øst for storbyen Timisoara. Reintoft var godt og grundigt deprimeret over at opleve disse børn, som i den grad savnede omsorg.

Hanne Reintoft gik til den danske dagspresse og skrev, om der dog ikke var nogle danske familier, der ville være kontaktpersoner til disse børn, sende dem breve, pakker, besøge dem – og eventuelt tage dem på ferie i Danmark. Mødrehjælpen ville gerne stå som koordinator.

Responsen var overvældende. Sammen med billederne af syge og udmagrede rumænske børnehjemsbørn, gik Hanne Reintofts opråb danskerne lige til hjertet. Hundreder af familier henvendte sig, og allerede i sommeren 1991 kom den første gruppe af børnehjemsbørn på ferie i Danmark.

Siden er det løbet op i tusinder af rumænske børnehjemsbørn, der har fået et pusterum fra den traumatiske hverdag på børnehjemmene.

I 1992 blev det for stor en opgave at løfte for Mødrehjælpen, og på en stiftende generalforsamling i Værløse den 14. juni 1992 oprettedes landsforeningen Rumæniensprojektet af 1992 blandt de mange familier fra hele Danmark, som havde involveret sig i den gode sag.

Foreningen er ganske demokratisk opbygget med generalforsamlinger, hovedbestyrelse og en række udvalg, projektgrupper og geografisk opdelte grupper – alle med udstrakt selvstyre.

Udgangspunktet var og er at arbejde frivilligt og ulønnet, helt uden religiøse og politiske præferencer, og at arbejde i tæt fællesskab med de relevante rumænske myndigheder i Timis Amt.

Netop gennem frivillighed og ulønnethed adskiller Rumæniensprojektet sig fra de fleste andre danske nødhjælpsorganisationer, hvor arbejdet oftest er betinget af store administrative omkostninger. Hjælpen fra RP92 kanaliseres direkte til modtagerne.

Kun er foreningen nødt til at have en håndfuld lønnede medarbejdere i vores hovedby Lugoj.

Her råder RP92 også over udslusningshjemmet Clementina – et lille stykke Danmark, som er blevet kendt i hele Rumænien. RP92 købte i foråret 1996 en fire etagers ejendom sammen med Lugoj Kommune og indrettede den til et hjem for unge, tidligere børnehjemsbørn.

De henved 20 unge, der bor her af gangen, er alle gennem RP92 blevet hjulpet i job eller uddannelse.

”Her arbejder vi som i Danmark” fortæller lederen af Clementina, Carmen Kanya.

”Vi er ikke topstyrede, og vi inddrager de unge og giver dem ansvar. Og vi slipper dem ikke, før de kan stå selv. Det er det, der skal til. Og så er vi som én stor familie, hvor vi støtter og hjælper hinanden. Også når de unge er rejst herfra, fortæller Carmen.

Et lignende antal andre unge eks-børnehjemsbørn, der stiler mod højere uddannelse, bor på et andet RP92-støttet hjem i Timisoara og går på universitetet med alle studieudgifter betalt af Rumæniensprojektets uddannelsesfond.

2012 er ikke 1992. Ceaucescus diktatur er ren historie for den yngre del af Rumæniens befolkning, og landet er for længst blevet medlem af EU.

Levevilkårene ER blevet en smule bedre. Der er også færre børnehjemsbørn nu end for 20 år siden. Men det skyldes også udbygningen af en fosterfamilieordning, hvor tusinder af børn anbringes hos mere – eller desværre ofte – mindre kvalificerede familier. Så er problemet med de alt for mange socialt forældreløse børn ligesom mindre synligt.

Men problemerne er der stadig og er i nogen grad blusset op igen i kølvandet på den internationale økonomiske krise. Som lederen af et af RP92’s kerne-børnehjem i Gavojdia lidt uden for Lugoj, Theo Sorin, fortalte til magasinet Ude og Hjemme før julen 2011:

”Krisen har gjort, at stadig flere dybt fattige forældre rejser bort og efterlader deres børn hos bedsteforældre eller andre, der ikke magter opgaven. Så er det vores opgave at tage os af dem. Det gør vi, selvom også vores børnehjem er hårdt ramt af krisen”.

En artikelserie i Ude og Hjemme mindede os alle om, hvor traumatisk opvæksten stadig er for for de rumænske børnehjemsbørn – også dem RP92 støtter, selvom denne hjælp har forbedret de fysiske forhold meget.

”Min mor kommer nogle gange for at besøge mig, Men nu ser jeg ikke set hende i over et år. Og min far kender jeg slet ikke, fortæller 13-årige Roxanne”, der kun drømmer om at komme væk fra Rumænien.

De voksne omkring hende forklarer, at Roxanne og fem søskende blev afleveret på børnehjemmet af de sociale myndigheder. Roxannes mor er så fattig, at hun aldrig ville kunne forsørge sin børneflok. Et liv som tiggerbarn på banegården i Timisoara ville være eneste udvej.

Hvert forår og efterår sender RP92 lastbiltransporter af sted fra vores lager nær Kolding. Og hvert halvår arrangerer foreningen indsamlinger ved supermarkeder rundt om i landet. Her bliver mange tons langtidsholdbare madvarer foruden toiletartikler samlet i banankasser – klar til at blive læsset direkte ved vores institutioner i Rumænien.

Hver sommer og jul kommer en flok børnehjemsbørn til Danmark – inviteret af deres danske kontaktfamilier, der er medlemmer af foreningen.

De senere år har RP92 endda udvidet aktiviteterne med et program for støtte til tidligere børnehjemsbørns uddannelse, et mødrehjælpscenter i Lugoj, et program for støtte til en gruppe fattige gamle (Bunica-projektet), et Projekt Venskabsfamilier, som støtter op om fattige familier, et Projekt Sko og Briller mm.

På Søborg Hovedgade ved København har vi en genbrugsbutik, som skaffer mange gode kroner til hjælpearbejdet, og fire gange om året udgiver vi bladet Mana in Mana (Hånd i Hånd).

Det kræver alt sammen mange hænder til at løfte opgaverne, ligesom alle RP92’s aktiviteter er stærkt afhængige af de mange gode sponsorer, vi har fået.

Inde i foreningens tredje årti er det ingen hemmelighed, at hvis Rumæniensprojektet fortsat skal kunne løfte sine store opgaver, er der brug for flere nye medlemmer.