Lis Bruun fortæller om sit møde med “sine 2 børn på Børnehjem nr. 1 i Lugoj:
“Mine tanker går dagligt til Rumænien, hvor jeg er “mor” til to dejlige børn, et søskendepar, en pige på ti og en dreng på elleve år. Deres forældre har afleveret dem på børnehjemmet for fire år siden, nok fordi de ikke kunne magte opgaven mere. Der er en del andre børn i familien,men jeg er ikke helt bekendt med deres historie.
Min rejse til Rumænien i april måned var en stor og intens oplevelse på alle måder, at se landet, møde spændende danske ildsjæle, der brænder for projektet RP 92. Men den største oplevelse, var trods alt det at møde mine to børn.
Jeg havde mulighed for at besøge børnehjemmet, den første aften jeg ankom. Jeg fulgtes med Brian derned og blev helt rørt, da en flok børn løb os i møde og råbte Brian, Brian!! Både Brian og jeg fik et stort knus. Jeg fik hurtigt øje på en af pigerne – pigen som jeg var tildelt. Hun så på mig med sine store brune øjne, uvidende om, at jeg var hendes nye danske kontakt. Men at stå med det lille pus i hånden, hvis billede jeg havde kikket på tusinde gange, var helt ubeskriveligt. Jeg var rørt til tårer, havde mest lyst til at fortælle hende, hvem jeg var, men havde en aftale om, at vi skulle præsenteres for hinanden den næste dag, så det måtte vente. Men sådan blev det ikke.
Efter jeg blev vist rundt på hele børnehjemmet af en dejlig flok glade børn, mødte vi en af pædagogerne, som spurgte om jeg var den nye danske kontakt. Jeg nikkede, og pigen forstod så godt, hvad der blev sagt. Hun bare så på mig og pegede på sig selv og derefter på mig igen. At at se de barneøje fyldes med glæde og lys på en gang, det glemmer jeg aldrig. Pædagogen fortalte, at jeg var både hende og hendes brors danske familie, hvorefter pigen løb rundt og råbte på ham. Vi fandt ham og den samme glæde mødte jeg hos ham.
Det blev til så mange dejlige timer sammen med dem. Og jeg glæder mig så meget til at besøge dem igen. Glæder mig over at kunne gøre en forskel, og jeg ved at de hygger sig med at vide, at jeg er der og tænker på dem.”
Kære Lis
Din beretning vækkede minder frem fra påsken 1992, hvor jeg for første gang mødte vores kommende feriedreng på selvsamme børnehjem. Dengang var det kæft, trit og retning på hjemmet. Kun de børn, hvis danske familier kom for at hente dem med ud i byen og på hotellet, fik lov til at komme ind på forstanderens kontor, hvor de så at sige blev udleveret. Jeg fik, som den eneste åbenbart, lov til først at komme tilbage med ham kl. 20.
Da var alle børn lagt i seng, og jeg fik lov til at gå med ind på sovesalen. Her blev han ublidt gennet i seng … fladt på ryggen med hænderne over dynen! Han var 5 år. Jeg havde svært ved at slippe ham, så pædagogen sagde et eller andet, jeg tolkede som at nu kunne det være nok, altimens hun prikkede mig på skulderen. På vej hen ad gangen, hvor der var vinduer ud mod “haven”, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. I vinduerne kunne jeg se spejlbilldet af pædagogn, der rystede på hovedet af mig ?
Meget er heldigvis sket siden, og det er en lang, lang historie. Lige nu sidder han, min mand og jeg og drikker te i vores sommerhus. Jeg har lige hængt hans nyvaskede arbejdstøj til tørre, så det er klar til mandag morgen, når han på 12. år skal på arbejde for det malerfirma i København, hvor han har arbejdet, siden han endelig kunne bo her fast ❤️