Nyhedsbrev forår 2017.

Så er det igen tid til den halvårlige beretning fra Casa Clementina. For tiden er der 16 unge i huset, og de har alle arbejde.

De unge bestemte endnu en gang, at pengene fra de 2% af skatten, som rumænere kan donere til os, skulle gå til en gris. Lige som sidste år blev den på god gammeldags vis parteret, tilberedt og frosset. Der blev mange gode middage til de unge. Og alle havde en herlig dag.

De penge, som blev til overs efter købet af grisen, er blevet brugt i haven, bl.a. til frugttræer og husdyrgødning. Det ustadige sommervejr gør det svært at dyrke visse grøntsager, men frugttræerne giver godt. I efteråret blev jorden i køkkenhavedelen forbedret, så det nu er nemmere at have med at gøre, og dermed skulle udbyttet også blive større.

I efteråret blev der i Timisoara afholdt en konference om sårbare og udsatte unge. Deltagerne var bl.a. børnedirektoratet, NGO`er og en ungdomsorganisation under EU. Carmen var inviteret med, og i lighed med de øvrige deltagere kom hun med et indlæg. Et par dage efter konferencen modtog unge og personale på Casa Clementina et diplom, hvorpå der står, at vi er udnævnt til det bedste sted for unge i Timis Amt!! Der blev efterfølgende nedsat et råd til det videre arbejde. Og der er Carmen medlem.

Blandt vore unge er 3 brødre fra en lille landsby 35 km udenfor Lugoj. Deres far er død og moderen blev total lammet efter et slagtilfælde. Brødrene havde helt fra begyndelsen det klare mål at hjælpe deres mor så meget som muligt. Og det har de gjort. De har arbejdet hårdt for at tjene pengene til hendes meget dyre behandling og genoptræning. De har på skift besøgt moderen og er i weekender tager hjem til landsbyen, hvor de har fået bygget et handicapvenligt anneks til familiens hus. Nu er moderen så vidt, at hun er kommet hjem, og brødrene, samt den enes kæreste, vil tage sig af hende.

Alle 3 har fået lavet tiltrængte tandbehandlinger, og de er, og har hele tiden været, en engageret og værdsat del af gruppen af unge på Casa Clementina.

En af brødrene har taget det statsanerkendte fødevarekursus og er efterfølgende blevet tilbudt et lederjob i det supermarked, hvor han arbejder. Den ene af brødrene er rejst fra CC, og de to andre er på vej.

Så her har vi hjulpet en hel familie til at få et bedre liv. Hvordan ville de have det i dag, hvis brødrene var blevet i landsbyen med en invalid mor og uden mulighed for at få et arbejde?? Vores penge til kurser og tandbehandling kunne ikke være anvendt bedre.

Der er siden sidst doneret slik 2 gange fra Tyskland. Før jul uddelte de unge det meste af det til fattige familier i Lugoj. Her i foråret var det de gamle på ældrecenteret, som blev betænkt. I alt 80 ældre fik noget til den søde tand. Selvfølgelig blev vore unge modtaget med kyshånd begge steder.

Til slut en stor, stor tak for jeres bidrag til Casa Clementina. Uden jeres hjælp kunne vi ikke udføre arbejdet og derved give vore unge en god start. Flere og flere af dem prøver at spare op, så de kan låne penge til egen bolig. Noget, de aldrig havde drømt om ville være muligt.                                        

Vort kontonr er: 2076  6278981876.

Mange hilsner på vegne af alle på og omkring Casa Clementina

Birgit Christensen