Nyhedsbrev Casa Clementina – efterår 2015

Så er efteråret kommet og dermed er det tid til nyt fra Casa Clementina. Vi har nu 19 unge i huset, 11 drenge og 8 piger. Gruppen synes at være stabil med en overvægt af målrettede unge, som lige fra begyndelsen er indstillet på at bruge opholdet hos os til at få bedre muligheder og fodfæste i tilværelsen.

Ion Todaracs, som jeg fortalte om i forårets nyhedsbrev, har nu fået købt et hus. Han var så heldig, at de tidligere ejere overlod et fuldt møbleret og udstyret hus til ham. Så han bor flot og er selvfølgelig stolt. Der er stue, soveværelse, køkken, badeværelse, viktualierum, Ions husbrændeskur og en garage, som han kan leje ud. Al opvarmning foregår med træ. Der er også en slags terrasse med et par bede. Men han vil fortsat gerne have et stykke af Casa Clementinas have, så han kan være så selvforsynende, som muligt.
Pengene til købet, har han selv skaffet. Han har ingen dansk familie, og han har ikke modtaget nogen som helst økonomisk støtte. Foreløbig vil han bo alene.
Alle os omkring Casa Clementina er meget stolte af Ion. Han har bevist, at ved en målrettet indsats kan man nå sit mål. Og vi håber, at flere vil følge hans eksempel.

Vi opmuntrer de unge til at dygtiggøre sig så meget som muligt. For tiden har vi en dreng på sidste år på en paramedicinsk sygeplejeuddannelse. En anden har stort talent for at male, og han går på et kursus i det. Tidligere i år har vi haft en del på kortere, kvalificerende kurser indenfor deres interesse – og arbejdsområde. I løbet af efteråret håber vi, at flere af de nuværende unge også vil gribe muligheden for at blive opkvalificerede og dermed få større chancer på arbejdsmarkedet.

Vore unge har brug for at lære at sætte grænser, lære at passe på sig selv i alle livets forhold og lære at respektere andres grænser. Derfor har vi et 20 timers sex – og sundhedskursus og et heldagskursus i forskellige former for misbrug. Deltagelse i disse kurser er obligatorisk.

Takket være de nye solpaneler og solcellerne, ser vi nu en betydelig nedgang i forbrugsafgifter.

Haven har givet usædvanligt godt i år. Hegnet, den varme sommer og en forøget indsats fra unge og personale har virkelig kunnet mærkes.

Alle vore forbedringer, tilbuddene til de unge og den daglige drift af huset, var ikke muligt uden donationerne fra jer. En stor, stor tak fra personalet, de unge og Casa Clementinagruppen til alle, der på forskellig vis støtter os. Vi er dybt taknemmelige for hver en håndsrækning. Vort kontonr. er: 2076 – 6278 981 876.

Med venlig hilsen
Birgit Christensen